9. juli 2025
Sol, ræs og sportsvogne: Porsche Festival 2025 blev en forrygende fest
Ny gæsterekord på FDM Jyllandsringen, hvor mere end 6.600 bilglade gæster besøgte årets udgave af Porsche Festival.
Endnu engang en succes
Med høj sol, masser af sportsvogne, underholdning, fyldte tribuner og hurtige racerkørere i spil blev Porsche Festival 2025 en fejring af alt det, der samler bilentusiaster og motorsportsfans. FDM Jyllandsringen lagde for andet år i træk asfalt til den nu traditionsrige begivenhed, som i år trak over 6.600 gæster – hele 1.200 flere end i 2024 – og cementerede festivalens status som et højdepunkt på den danske bilkalender.
Klassiske modeller og fællesskab i fokus
Både på og uden for banen var der rig mulighed for at gå på opdagelse i Porsche-universet. Festivalpladsen var fyldt med udstillinger af Porsche-modeller – både historiske ikoner og moderne modeller – venligst udlånt af både danske ejere og fabrikkens eget museum i Stuttgart, ligesom Porsche Club Danmark og Porsche Classic Club var massivt til stede med 85 biler. De danske Porsche-kørere gennem tiden blev også hyldet i en flot ‘Wall of Fame’ i paddocken. Derudover bød Sportscar Together Day som altid på hygge, fællesskab og køreglæde med omkring 130 tilmeldte sportsvogne, som indtog området omkring FDM Jyllandsringen til en social og uformel sparke-dæk-dag.
Spændende ræs og stærke danske resultater
Et af weekendens højdepunkter var tredje afdeling af Porsche Carrera Cup Scandinavia og Porsche Sprint Challenge Scandinavia, hvor begge serier leverede tæt og dramatisk ræs – og endda med stærk dansk deltagelse på podierne. I Carrera Cup lykkedes det for Gustav Krogh at køre sig til en flot andenplads og dermed sikre nye vigtige point til det benhårde skandinaviske mærkemesterskab, hvor han nu ligger nummer fem samlet.
Også i Sprint Challenge Scandinavia blev det en weekend fyldt med dansk succes: Debutant hos Mikkel O. Pedersen Racing, Conrad Leveau, sejrede i sit allerførste løb, hvor Rasmus Vendelbo også kørte en stærk andenplads hjem. I andet løb var der fuldt dansk podie, da Leveau igen triumferede, mens teamkammerat Lærke Rønn tog andenpladsen, og Rasmus Vendelbo igen var med helt fremme med en tredjeplads.
På en fjerdeplads i begge Sprint Challenge-løb brillerede Kasper Søholm, som dermed kunne tage fra FDM Jyllandsringen med hele to sejre i Masters-klassen.
Oplevelser for hele familien
Udover motorløb og udstillinger kunne gæsterne opleve en lang række aktiviteter – fra gokarts og racersimulatorspil til live-podcast og ekspertsnak. På scenen guidede Felix Smith og Henrik Dreboldt publikum igennem dagen, hvor værterne fra bilpodcasten Over Stregen, Casper Elgaard, Jens Winther og Jacob Hammerholt, leverede underholdning – mens en humoristisk ’Kender Du Biltypen?’-snak med en altid veloplagt Christian Grau krydrede programmet.
2025-udgaven af Porsche Festival viste endnu en gang, hvordan motorsport og bilkultur kan samle mennesker på tværs af generationer.
Tekst: Nikolaj Karlshøj
Video: We Shoot Cars og Over Stregen
Foto: We Shoot Cars og A1
Galleri