26. oktober 2026
Rasmus Vendelbo tog til udlandet for at blive klar
Efter at have vundet Porsche Sprint Challenge Scandinavia i første hug søgte Rasmus Vendelbo nye udfordringer på de internationale racerbaner. Nu vender den 21-årige dansker hjem med en ambition om at prøve kræfter med de bedste i Porsche Carrera Cup Scandinavia.
Man behøver sjældent at rejse langt for at finde hård konkurrence i motorsport. Men nogle gange kan det være en fordel at søge ud i verden for at blive bedre rustet til de udfordringer, der venter hjemme. Det er filosofien bag den strategi, som den 21-årige racerkører Rasmus Vendelbo har fulgt i denne sæson.
Efter i 2025 at have vundet Porsche Sprint Challenge Scandinavia i sin debutsæson valgte danskeren nemlig at rette blikket mod Tyskland. Her ventede Porsche Sports Cup Deutschland, en officiel Porsche-serie med længere løb på nogle af Europas mest berømte racerbaner og et blandet felt af både Porsche 911 GT3 Cup-racere og GT4-biler. Målet var ikke blot at vinde endnu et mesterskab, men også at prøve kræfter med større baner og flere konkurrenter og ikke mindst lære, hvordan der arbejdes på internationalt niveau. Alt sammen som forberedelse til det næste store skridt i karrieren: Porsche Carrera Cup Scandinavia.
En familie på racerbanen
Til den nye udfordring indgik Vendelbo et samarbejde med det tyske motorsportsteam SRS Team Sorg Rennsport, som har mange års erfaring fra de store europæiske racerbaner. Men aftalen blev lidt anderledes end normalt. Mens det tyske team stillede med ingeniører og teknisk ekspertise, medbragte Rasmus sin egen Porsche 718 Cayman GT4 RS Clubsport og sine egne mekanikere fra Danmark. Med på holdet var også hans forældre, som gennem hele karrieren har været en vigtig del af indsatsen.
“Min familie, både mine forældre og min storebror, har altid støttet mig og mine ambitioner om at gøre racing til en levevej. Det er faktisk ikke kun min egen, men hele familiens drøm. De har haft min ryg, både når det er gået godt, og når det har været op ad bakke. Det har altid været en kæmpe styrke for mig,” fortæller Rasmus Vendelbo.
2026-udgaven af Porsche Sports Cup Deutschland bød på seks løbsweekender, og hver gang satte den danske delegation kursen sydpå fra Silkeborg i deres egen lastbil med racerbil og udstyr om bord. Destinationerne var blandt andet tyske Hockenheimring, belgiske Spa-Francorchamps og østrigske Red Bull Ring, hvor Rasmus skulle lære både nye baner, konkurrenter og det nye teams arbejdsmetoder at kende.
“Du kan ikke præstere optimalt, hvis du ikke har et godt forhold til de mennesker, du arbejder sammen med. Heldigvis lærte vi hurtigt det tyske team at kende og kunne begynde at lære af deres måde at gøre tingene på. Det handlede om alt fra opsætningen af bilen til arbejdet med data sammen med min ingeniør. Efter hver afdeling pakkede vi sammen og tog bilen med hjem til Danmark, hvor vi så kunne gå i gang med at gøre den klar til næste løb.”
Sejre på stribe
Kombinationen af et velkendt dansk crew og international ekspertise viste sig hurtigt at fungere. Allerede i sæsonens første løb tog Vendelbo føringen på første omgang og kørte årets første sejr hjem. Og sådan fortsatte det. Weekend efter weekend toppede danskeren træningssessionerne, sikrede pole positions og kunne rejse hjem med nye vinderpokaler – ikke blot i sin egen GT4-klasse, men også i det samlede felt, hvor han flere gange sluttede foran kørere i de hurtigere Porsche 911 GT3 Cup-racere.
Finaleweekenden på Hockenheim fik dog ikke helt den afslutning, Rasmus havde håbet på. I årets sidste løb blev han kørt af banen af en lidt for ivrig konkurrent og måtte udgå. På det tidspunkt var mesterskabet imidlertid allerede sikret, og danskeren kunne lade sig hylde som samlet vinder af Porsche Sports Cup Deutschland 2026 – ikke blot i GT4-klassen, men på tværs af det samlede felt. Med 10 sejre i de 10 løb, han gennemførte, sluttede Rasmus endda sæsonen som den mest vindende kører i seriens historie.
“Det har selvfølgelig givet mig et kæmpe boost. Og det gælder også resten af holdet. Med både et skandinavisk og et tysk mesterskab i bagagen er vi nu overbeviste om, at vi har farten til at tage næste skridt,” siger han.
Klar til næste udfordring
Og næste skridt er efter planen Porsche Carrera Cup Scandinavia. Rasmus har allerede gennemført sin første test i en Porsche 911 GT3 Cup-racer, og oplevelsen har kun styrket ambitionen om at stille op i det skandinaviske mesterskab i 2027.
Men selvom resultaterne taler deres tydelige sprog, er der fortsat et stort arbejde foran den unge dansker. Sammen med sin familie og sit store netværk af sponsorer arbejder han på at skabe det økonomiske og sportslige fundament for en fuld sæson i et mesterskab, hvor konkurrencen er hård, og flere af modstanderne har mange års erfaring.
“Det er vigtigt at være sikker på, at man har midlerne, inden man stiller op. Ud over den stærke konkurrence og de mange erfarne kørere vil der også opstå ting undervejs, som kan gøre sæsonen mere udfordrende, end man havde regnet med,” forklarer Rasmus.
Heldigvis står familien bag ham. Faktisk har familien Vendelbo taget et usædvanligt skridt for at skabe de bedste rammer omkring motorsporten. De har solgt deres tidligere hus og flyttet ind i en større ejendom i Silkeborg, hvor der både er plads til et stort værksted og separate boliger til Vendelbo og hans forældre. Faren driver til daglig en VVS-virksomhed, mens moren er ansat hos Naturstyrelsen. Men i fritiden handler det om ræs.
“Ja, jeg bor stadig hjemme. Der er jo ingen grund til at bruge penge på min egen bolig, når jeg kan bo her, hvor vi ovenikøbet har et stort værksted. Man kan godt sige, at vi er gået all in på mine drømme, men det er, fordi vi tror på det. Og frem for alt, fordi vi godt kan lide det. Sådan har det været, siden jeg begyndte at køre gokart som lille.”
Altid på jagt efter forbedringer
Netop gokarten har Rasmus heller ikke helt sluppet. Tidligere på året stillede han op til DM med ambitionen om at vinde mesterskabet og dermed sikre sig en billet til VM. Selvom han ikke havde kørt gokart i flere måneder, og konkurrencen talte 23 andre hurtige og toptrænede kørere, sluttede han på andenpladsen – og missede netop billetten.
Men deltagelsen i gokartmesterskabet er også et bevis på, at Vendelbo trives med at være i konstant udvikling. Og udvikling handler for ham ikke kun om at lære nye baner og finde de sidste tiendedele i racerbilen. Det handler også om at udvikle sig mentalt og være så godt forberedt som muligt, når udfordringerne opstår.
“Porsche Sports Cup har lært mig en masse. Det har givet mig stor selvtillid, at vi har præsteret så godt. Samtidig har jeg fået mig en dygtig coach, som hjælper mig med at blive endnu bedre til at arbejde med mig selv, når tingene bliver udfordrende. Vi gør så meget som muligt for at være forberedt. Sådan har det altid været.”
Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: SRS Team Sorg Rennsport