Tilbage til oversigt

22. juni 2023

Produkt

Porsche Mission X: Vilde visioner for fremtiden

Som en hyldest til 75-året for den første Porsche har mærket skabt en konceptbil, som skal sætte endnu en milepæl for moderne supersportsvogne.

En sølvfarvet, futuristisk sportsvogn står på en lys baggrund i et studie.

Konceptuel genfortolkning

Hos Porsche har innovative konceptbiler altid lagt fundamentet for fremtidens produktionsbiler. Sportsvognsmærket fra Stuttgart fortsætter nu denne tradition med Mission X, en konceptuel genfortolkning af historisk design kombineret med en kraftfuld og effektiv elektrisk drivlinje.

 

Et teknologisk fyrtårn

Visionen, som ligger bag Mission X, er at skabe en supersportsvogn, som kan slå rekorden for serieproducerede gadebiler på Nürburgring, yde et kraft-vægt-forhold på én hestekraft per kilo, skabe mere downforce end den seneste 911 GT3 RS og kunne oplade sit effektive batteri omtrent dobbelt så hurtigt som den nuværende topmodel blandt elektriske modeller, Taycan Turbo S.

“Porsche Mission X er et teknologisk fyrtårn for fremtidens sportsvogn. Den bærer stafetten videre fra fortidens ikoniske sportsvogne, 959, Carrera GT og 918 Spyder, som hver især har drevet mærkets evolutionære udvikling. At turde drømme og at drømme om biler er det samme for os. Porsche er kun forblevet Porsche ved konstant at udvikle sig,” siger CEO hos Porsche Oliver Blume.

 

En kompakt supersportsvogn

Mission X måler cirka 4,5 meter i længden og er to meter bred, hvilket gør den til en relativt kompakt supersportsvogn. Med en akselafstand på 273 centimeter matcher den Carrera GT og 918 Spyder, og som en del af det aerodynamiske koncept er den udstyret med forskellige størrelser hjul – 20-tommers foran og 21-tommers bagpå.

Det blot 1,2 meter høje koncept repræsenterer toppen af ekstrem performance. Samtidig viser den skulpturelle form og de muskuløse linjer, at supersportsvogne ikke nødvendigvis behøver at fremstå aggressive.

 

Historiske referencer

Ikke mindst er den fyldt med detaljer. For eksempel er baghjulene udstyret med transparente turbiner, som sørger for optimal afkøling af bremserne. Toppen af kabinen er en letvægts-glaskuppel med skelet i kulfiberforstærket plastik, mens dørene er fastgjorte til A-stolpen og åbner fremad og op i én bevægelse, akkurat som på den første Le Mans-vinder fra Porsche, den ikoniske 917.

En anden detalje er lyssignaturen. Her har designerne videreført den karakteristiske grafik med fire lysende punkter, som kendes fra Porsches eksisterende modelprogram. Forlygterne består af ultraskarpe LED-moduler, og deres lodrette form og placering helt tæt på vejen er inspireret af historiske racerbiler som Porsche 906 og 908 – mærkets store helte på tressernes racerbaner.

Bagpå karakteriseres Mission X af en bred og lysende rød LED-stribe, som nærmest fremstår svævende på tværs af hele bilens hæk. Og når bilen er tilsluttet en oplader, pulserer e’et i den klassiske Porsche-inskription.

Føreren i fokus

At føreren har været i fokus fra begyndelsen, ses tydeligt i designet af det asymmetriske interiør og dets farvekoncept. De to sæder, som er dybt placeret i bilens monocoque, har nemlig forskellige farver. Mens førersædet fremstår i Kalahari Grey og matcher rattet og førerens siddebrønd, er området omkring passageren Andalusia Brown, hvilket skaber en tydelig kontrast mellem fører og passager.

Udover de ultralette sæder i kulfiberforstærket plastik (CFRP) og sekspunktsselerne drager kabinen også andre paralleller til motorsporten, så som det åbne rat med skiftepadler og drejeknapper.

Og så er der i øvrigt flere kameraer om bord, som kan forevige intense øjeblikke eller tjene som observatører, når føreren skal optimere sin kørsel og reaktion på en racerbane. Optagelsen startes nemt ved tryk på en knap på multifunktionsvælgeren mellem sæderne.

En anden detalje findes foran passagersædet, hvor et særligt stopurs-modul er monteret på et aggregat indbygget i instrumentbrættet. Dette modul er skabt af Porsche Design og indeholder både et analogt ur og et digitalt display, som kan vise omgangstider og anden nyttig information til brug på racerbanen eller rallyprøven.

 

Med vægten i centrum

Hjertet i den elektriske drivlinje er batteriet, som er placeret bag sæderne, hvilket centrerer vægten, akkurat som i en konventionel sportsvogn med centerplaceret benzinmotor. Denne opbygning sikrer et godt udgangspunkt for modellens dynamiske formåen. Dertil kommer en 900-volts elektrisk arkitektur, som altså skal sikre en opladning omtrent dobbelt så hurtigt, som det på nuværende tidspunkt er muligt for en Porsche.

 

Forgængerne: De ekstreme Porscher

Datidens hurtigste serieproducerede bil. Den første serieproducerede Porsche skabt af kulfiber. Og den første gadebil til at ramme en omgangstid på under syv minutter på Nürburgring Nordschleife: Porsche 959, Carrera GT og 918 Spyder har hver især sat milepæle for supersportsvogne, hvilket gør disse tre modeller til de konceptuelle forløbere for Mission X.

Porsche 959 blev præsenteret i 1985 og fungerede som teknologiplatform for mærket. Den sekscylindrede boxermotor med biturbo og 450 hestekræfter kombineret med et aerodynamisk optimeret karrosseri sendte Porsches første supersportsvogn til en tophastighed på 317 kilometer i timen – og satte dengang verdensrekorden for en serieproduceret gadebil.

Porsche Carrera GT ankom i 2003 og var med sit åbne og ekstreme design, et karrosseri i kulfiber, en V10 med rødder i motorsporten og 612 hestekræfter allerede et ikon fra fødslen.

Porsche 918 Spyder tog i 2013 mærkets hybridteknologi til et spektakulært højdepunkt. Med sine 887 hestekræfter fra en innovativ drivlinje var den topersoners supersportsvogne den første gadebil til at køre en omgang på den 20,6 kilometer lange Nürburgring Nordschleife på under syv minutter – helt præcist seks minutter og 57 sekunder.

Porsche Mission X er bilen, som skal sikre, at mærket forbliver tro mod denne udvikling.

 

Tekst: Porsche AG
Foto: Porsche AG

Galleri