Tilbage til oversigt

22. februar 2023

Passion og livsstil

“Passion takes you a long way”

Det er 10 år siden, kortfilmen Urban Outlaw gjorde Magnus Walker til kult. Porsche Magasin mødte det britisk-amerikanske fænomen i hans garage i Los Angeles til en snak om, hvorfor filmen påvirkede alverdens entusiaster. Og hvorfor Magnus Walker stadig er relevant i dag.

Mand med langt hår og skæg i rød ternet skjorte peger mod kameraet i en garage fyldt med klassiske biler.

Magnus Walker, for 10 år siden havde Urban Outlaw premiere, og siden da har Porsche-miljøet ikke helt været det samme. Hvorfor gjorde filmen så stærkt indtryk på alverdens entusiaster?

Tamir Moscovici, instruktøren, og jeg blev enige om at lave en kortfilm, som i bund og grund skulle formidle min passion. Jeg tror, at folk faldt for min personlige historie og min livsstil, men også at den fortalte om Porsche i et anderledes lys og aktiverede et bredere publikum, som indtil da ikke repræsenterede den typiske Porsche-ejer. Urban Outlaw demonstrerede også, at Porsche for nogle mennesker er noget helt andet end bare et statussymbol eller et luksusbrand. Jeg er lige så passioneret, som jeg var for 45 år siden, da jeg som dreng skrev til Porsche i Stuttgart, at jeg gerne ville arbejde for dem og designe deres biler en dag. For mig er Porsche ikke en trend. Det er ikke noget, som kommer og går. Porsche er noget, som hører til i mit hjerte og sjæl og noget, som jeg dyrker langt mere end bare som en bil, som tager dig fra ét sted til et andet.

 

Hvad har Urban Outlaw ændret ved dig?

Jeg føler ikke selv, at jeg er et anderledes menneske, end jeg var for 10 år siden. Forskellen er nok, at mange mennesker nu kender min historie. Måske har filmen i virkeligheden ændret nogle af dem? Jeg har i hvert fald mødt flere, som siger, at de slet ikke var til Porsche før de så filmen. De lærte min verden at kende. Jeg har måske inspireret dem til at gøre noget nyt og anderledes. Bygge deres egen bil, måske. Men om jeg selv har ændret mig? Det synes jeg ikke. Jo, mit hår er blevet tyndere, og mit skæg er mere gråt. Men jeg klæder mig stadig, som jeg gjorde for 10 år siden, og jeg går stadig op i de samme ting. Hvis der er noget, som har ændret sig, så er det mine prioriteter. Jeg bygger ikke så mange biler, som jeg gjorde tidligere, men jeg elsker stadig at køre i dem, og jeg hænger stadig meget ud med folk. Jeg rejser også mere, end jeg gjorde før Urban Outlaw. Og så har jeg købt et 100 år gammelt hus i Hollywood Hills, som min kæreste og jeg er i gang med at sætte i stand. Så i stedet for at renovere gamle biler, renoverer jeg lige nu et gammelt hus.

Men det må have påvirket dig at gå fra at være Magnus Walker til af blive en superstjerne?

Sådan ser jeg det ikke. Jeg ved godt, at det hele kan virke vildt organiseret – men det skete bare. Vi filmede Urban Outlaw på fire dage. Filmen varer 32 minutter. Den fik premiere på Sundance Film Festival i begyndelsen af 2012, og derfra eksploderede det hele. Urban Outlaw åbnede min bilsamling for hele verden, og indenfor to uger fik jeg et opkald fra Jay Leno, som inviterede mig med i hans show, Jay Leno’s Garage. Min indbakke gik amok, og min telefon blev ved med at ringe. Det var et helt nyt kapitel i mit liv. Men igen – spotlyset tændte bare, og jeg greb chancen og fulgte med. Jeg har ikke en agent eller en PR-ansvarlig bag mig. Og jeg er ikke en Porsche-ambassadør, som får penge for at gøre, som jeg gør, eller sige, som jeg siger. Jeg forsøger at lave det, som jeg kalder for ’cool shit with cool people’ og få det meste ud af de muligheder, som dukker op. Man ved aldrig, hvornår det ender. Og indtil videre har det betydet, at jeg har lavet TED Talks, kreative spændende samarbejder med Nike og Hot Wheels, jeg har udgivet en selvbiografi på tre forskellige sprog, og så er jeg blevet inviteret med på en masse fantastiske rejser og oplevelser rundt om i hele verden, hvor mange af dem har været sammen med Porsche.

 

Det lyder jo som en fantastisk rejse!

Absolut. Jeg er enormt taknemmelig, og jeg får stadig invitationer, ikke kun fra Porsche, men også fra andre bilmærker og brands. Lige nu går jeg for eksempel og overvejer, om jeg skal sige ja til en tur til Guatemala. I forhold til tidligere er jeg nok blevet mere selektiv i forhold til, hvilke rejser og events, jeg deltager i. Ikke fordi noget af det er kedeligt – tværtimod. Der har faktisk været så mange, at jeg på et tidspunkt fik svært ved at fordøje oplevelserne, for du bliver virkelig bombarderet med indtryk. Jeg forsøger at være med til alt dét, jeg kan nå, og som giver mening. At jeg stadig er relevant, skyldes nok, at min historie bliver ved med at være det. Jeg er det modsatte af den stereotype forestilling om en rig bilsamler i jakkesæt. Det meste i min garage har jeg ikke brugt særligt mange penge på, fordi jeg kom i gang lang tid før priserne eksploderede. Det har handlet om drømme, passion og begær for nogle bestemte biler, ikke om penge og investering. Og når jeg siger ’get out and drive’, så er det ikke bare et slogan. Det er en livsstil. Dem, som følger mig ved, at jeg rent faktisk kører i mine biler. Allerede som barn spillede jeg aldrig efter reglerne, og dét har ikke ændret sig. Hvis du ikke bekymrer dig om konventionerne, så er alting muligt.

Skægget mand i rødternet skjorte står mellem en sølvgrå sportsvogn og en sort klassisk bil i en hal med røde murstensvægge.

Er der en bestemt årsag til, at det lige blev Porsche, man forbinder dig med?

Godt spørgsmål. For det kunne reelt være blevet hvad som helst. Aston Martin, Ferrari, Lamborghini – you name it! Men af en eller grund var det den hvide Porsche 911 Turbo med Martini-striberne, jeg faldt for på Earls Court Motor Show i London i 1977. Jeg var 10 år gammel, og det blev min drømmebil, plakaten på væggen, og det var det stadig, da jeg i 1992 købte min første Porsche 911. Den kostede mig 7.500 dollars, hvilket er endnu en pointe. For de penge kunne jeg nemlig ikke have købt en Ferrari eller en Aston Martin, en Lamborghini eller nogen anden europæisk sportsvogn. Som udgangspunkt var jeg tiltrukket af designet, køreoplevelsen og lyden. Men det var frem for alt en sportsvogn, jeg havde råd til. Så dét er faktisk en af de simple årsager til, at det blev Porsche, jeg begyndte at dyrke. Det var opnåeligt.

 

Hvorfor tror du at Porsche, og især 911’eren, gennem tiden har fascineret og tiltrukket designere, arkitekter, musikere og andre kreative typer?

Som udgangspunkt tror jeg, at det er en visuel ting. Betragtet som et objekt, er en Porsche 911 et godt stykke design. Den er tidløs. Den har været i produktion i 60 år, og linjerne har udviklet sig, men de har ikke ændret sig. Det er en ikonisk form, som kan inspirere og vække følelser som et stykke kunst. Samtidig er den stadig selve definitionen på mærket. Selvom modellen kun står for en lille del af fabrikkens produktion i dag, er det stadig en 911, de fleste ser for sig, når de tænker på Porsche.

Du er især kendt for din ’277’, din helt personlige outlaw-preppede udgave af en klassisk 911. Hvad er historien bag den?

277’eren er bilen, som de fleste forbinder med mig. Jeg fandt den på et ’swap meet’ i 1999, og det var faktisk den anden Porsche, jeg købte. Det var en godt brugt 911 T fra 1971, som jeg på min egen måde konverterede til en Carrera RS fra 1973 og gav den en signatur inspireret af de hvide racerbiler med blå og røde farver fra det amerikanske racerteam Brumos og min barndomshelt, Evil Knievel. En af de ting, jeg sætter mest pris på ved netop dén bil er, at den aldrig er blevet restaureret. Den er blevet hårdt brugt, og jeg har puttet mange tusinder af miles i den på veje og racerbaner i hele Californien. Den har skrammer, ridser, slid, patina ... og sjæl. Sjæl er ikke noget, man kan bygge ind i biler. Sjæl er noget, biler får, du ’connecter’ med dem. Min 277 har ikke vundet sejre på Le Mans eller Daytona, men folk kan relatere til den, fordi den er blevet et slags symbol på dét, jeg dyrker og lever for. Det er en af de biler, jeg aldrig slipper.

 

Du har også meget andet i din samling end 911’ere...

Udover drømmen om at have alle generationer af 911’eren i min samling, så har jeg haft en overordnet ambition om at eje et eksemplar af alle de sportsvogne, som Porsche har bygget. I forbindelse med 10-året for Urban Outlaw blev jeg kontaktet af bilmuseet Petersen Automotive Museum i Los Angeles. De inviterede mig til at udstille 10 af de biler fra min garage, som tilsammen beskriver min historie og min passion. Jeg valgte forskellige generationer af 911’eren, men også en 924 og en 914. Dermed kom jeg hele vejen rundt, når det gælder sportsvogne fra Porsche. Fra luftkølet til vandkølet, frontmotor, centermotor og hækmotor. 911’eren er indbegrebet af Porsche – men Porsche er meget mere end dét.

Ældre langskægget mand i rødternet skjorte står mellem to klassiske sportsvogne foran en rød murstensvæg.

Hvad arbejder du med for tiden?

Lige nu er jeg i gang med at forberede mit nye show, ’Other Peoples Porsche’, som har premiere på min YouTube-kanal i starten af 2023. Urban Outlaw har givet mig mulighed for at køre alt fra 959 til Carrera GT, hvilket har inspireret mig til et ret simpelt TV-koncept, hvor jeg ganske enkelt hænger ud med andre Porsche-entusiaster og prøver deres biler. Det bliver en god blanding af gamle 356’ere til de nyeste modeller. Og en masse cool Porsche-folk. Jeg glæder mig til at se, hvordan historierne og serien udfolder sig.

 

Du har ofte sagt, at du er mest til de ældre biler, men én af dine ’daily drives’ for tiden er en nyere 991 Turbo S. Dén er da ret moderne?

Ja, det har du ret i. Der gik flere år, før jeg købte den første vandkølede 911, en 996 GT3, og eftersom jeg gerne vil have hele rækken af 911’eren i min garage, begyndte jeg også at kigge mig om efter en 997 Turbo. En ven tippede mig så til en 991 Turbo S. Jeg afviste til at begynde med, for normalt skal du lægge et sekscifret dollarsbeløb for sådan én – men dén her havde kørt 160.000 miles (cirka 256.000 kilometer, red.) og var billig. Den havde kun haft én ejer, som havde passet og plejet den og kørt lange ture mellem Newport og Los Angeles. Jeg havde dog svært ved at ’connecte’ med den til at begynde med. Den er ekstremt kraftfuld og højteknologisk, og gør alting perfekt til en grad, at du nærmest føler dig ... isoleret. Når du kører 170 kilometer i timen, føles det som at køre 90. Jeg havde simpelthen svært ved at mærke den – lige indtil en dag, hvor jeg tog den på en 800 miles lang tur fra Los Angeles til Utah. Efter 12 timers kørsel steg jeg ud af den uden en smadret ryg. Det er lige dér, en Porsche 911 Turbo excellerer. Du kan køre den hårdt på dine snoede favorit veje, du kan køre den komfortabelt i tæt trafik – og hvis du skal køre 1.000 miles i ét stræk, så er det den helt perfekte bil at gøre det med. Det er 911'erens udgave af en schweizerkniv. Den kan det hele.

Og til sidst: Hvordan ser du fremtiden for Porsche, for 911’eren og for de klassiske biler?

Det er ikke nogen hemmelighed, at 85 procent af de modeller, som Porsche producerer i dag, hedder Cayenne, Panamera, Macan og Taycan. 911’eren står måske for 10-15 procent af den samlede produktion – og hvordan vil dén fordeling se ud i fremtiden? Det er svært at sige, men jeg tror, at selvom den bliver holdt i live af alle andre modeller, så vil 911’eren altid være et omdrejningspunkt for Porsche. Det er en vigtig model. Det store spørgsmål er, hvilken 911 vi får, når den traditionelle forbrændingsmotor en dag forsvinder? Jeg kan godt forstå, at mange entusiaster bekymrer sig lige nu. Men som jeg plejer at sige – så længe vi kan få benzin og olie, vil de gamle biler leve. Og det tror jeg faktisk, de vil gøre for evigt.

 

Tekst og foto: Nikolaj Karlshøj 

Mand med langt gråt skæg og sort hat i rødternet skjorte står foran en sort bil og en murstensvæg.

Galleri