Tilbage til oversigt

14. marts 2025

Alle Kategorier

På elektrisk roadtrip til verdens nordligste lynlader

Et hold motorjournalister kører de nye Porsche Macan og Taycan Cross Turismo langt mod nord i den isnende kulde. Fiskerlandsbyen Mehamn ved Barentshavet er ikke kun sidste stop på ruten – her finder man også verdens nordligste lynladestation.

Fire elbiler holder parkeret ved en ladestation i et sneklædt havnemiljø.

Roadtrip på omkring 1.500 kilometer

Solen har knap nok vist sig i horisonten, da Porsche Communication Management-skærmen viser, at der venter omkring 1.500 kilometers kørsel. Otte motorjournalister – fra Danmark, Norge, Sverige, Rumænien, Frankrig, Italien, Tyskland og USA – bevæger sig hen mod flåden af elektriske Porsche-modeller, som står parkeret på torvet i svenske Kiruna. Vi befinder os allerede 200 kilometer nord for polarcirklen. Destinationen er den norske fiskerlandsby Mehamn – og verdens nordligste lynoplader.

Siden Porsche lancerede Taycan i 2019, har fabrikkens PR-team brugt eventyrlige roadtrips som en måde at demonstrere den fuldt elektriske sportsvogns evne til at tilbagelægge lange afstande på kort tid. I årene siden har der været Taycan-ture tværs over Australien – fra Darwin til Bondi Beach – fra Stuttgart via Sevilla til Istanbul, og sågar på tværs af Indien. Denne tur er imidlertid en særlig hård prøve på grund af det kolde vejr og de nådesløse veje.

 

Kørsel under realistiske forhold

Bilerne, vi kører i, er to eksemplarer af den nye og fuldt elektriske Macan samt to styks Taycan Cross Turismo. Det står straks klart, at dette ikke er et nøje tilrettelagt økonomikørselseksperiment, hvor der skal spares på strømmen. Journalisterne kører nemlig så hurtigt, som vejen og hastighedsgrænserne tillader, mens varmen er skruet op, så kabinerne er behageligt varme, selvom der er op til 35 graders forskel mellem temperaturen udenfor og indenfor.

Opladningsstrategien er heller ikke fastlagt på forhånd. Men Charging Planner, som er standardudstyr i både Macan og Taycan Cross Turismo, beregner hurtigt, hvor og hvor længe der skal stoppes for at lade. Det viser sig, at hele strækningen gennem Sverige og et stykke af Finland tilbagelægges uden behov for opladning. Det første stop sker først i Kautokeino, som vi støder på omkring 40 kilometer inde i det nordlige Norges Finnmark-region. Skandinavien er kendt for sin høje kvalitet og tilgængelighed, når det gælder ladeinfrastruktur til elbiler, og selv i denne by midt i et koldt og barskt landskab er der ikke bare én, men flere lynladestationer at vælge imellem.

 

Imponerende landskab og udfordrende vejrforhold

En hurtig opladning, mens førerne holder pause med kaffe og en snack, og så er konvojen tilbage på vejen igen – denne gang med kurs mod IONITYs nye ladestation i den lille by Lakselv. Ikke langt fra Lakselv fører ruten os ind på en af Europas oversete perler blandt store køreoplevelser, Fylkesvej 888. Dette snoede bånd af asfalt fører Porsche-modellerne langs storslåede fjorde og over fjelde på den sidste del af rejsen nordpå.

Da elbilerne forlader IONITY-stationen efter en kort pause, er vejen pludselig dækket af den mest udfordrende blanding af sne og is, vi hidtil har oplevet på turen. De stærkt faldende temperaturer får nemlig dagens smeltevand til hurtigt at fryse til igen. Men selvom flåden af firehjulstrukne Macan- og Taycan-modeller kun er udstyret med almindelige vinterdæk – og ikke pigdæk, som ellers er normal udrustning på denne årstid i det nordlige Skandinavien – træder bilerne ikke forkert ét eneste sted. Vi fortsætter turen mod nord i rask, men sikkert tempo.

Og så toner destinationen endelig frem: en Kople-lynladestation med op til 175 kilowatts ladeeffekt. Med spektakulær udsigt til Barentshavets iskolde vand slutter vi ledningerne til bilernes stik. På Nordic Safari Hotel på den anden side af havnen lægger kokken Kolbjørn Kristoffersen sidste hånd på en middag med friskfanget kongekrabbe. En lang dag går på hæld.


Og tilbage ad samme vej næste dag

“Vi har med roadtrips som denne for længst bevist, at elektrisk mobilitet egner sig til daglig brug – denne gang i den skandinaviske vinterkulde,” siger Mayk Wienkötter, talsmand for modellinjerne Panamera og Taycan hos Porsche AG.

“Det er første gang, vi har haft både Macan og Taycan med på en tur som denne. I temperaturer mellem frysepunktet og minus 10 grader Celsius klarede vores elektriske sportsvogne sig fremragende. Deres faktiske rækkevidde under disse forhold endte med at være omkring 380 kilometer, med et forbrug på cirka 25 kilowatttimer per 100 kilometer. Dette forbrugstal vidner om den indsats, vores ingeniører har lagt i at udvikle områder som for eksempel den termiske styring og varmepumper. På intet tidspunkt bad systemet nogen af chaufførerne om at skrue ned for varmen, og alle biler præsterede hurtig opladning på de angivne steder.”

 

Om Macan og Taycan Cross Turismo

Med den nye Macan og den opdaterede generation af Taycan har Porsche taget endnu et skridt i elektrificeringen af fabrikkens modelrække. I 2024 gik Macan ind i sin anden generation – nu som en fuldt elektrisk model. Med sit progressive, tidløse design, karakteristiske Porsche-dynamik og -performance, lange rækkevidde og praktiske anvendelighed i hverdagen opfylder den nye model fuldt ud de krav, der stilles til en SUV fra Porsche.

Taycan Cross Turismo har alle Taycan-modellens kendte styrker, såsom enestående dynamik, imponerende performance og lang rækkevidde. Dertil kommer ekstra hovedplads til bagsædepassagerer og større bagagerumsvolumen under bagklappen. Undervognen, som byder på firehjulstræk og luftaffjedring som standard, kan desuden højdejusteres. Cross Turismo-betegnelsen inkluderer desuden særlige offroad-designelementer som skærmbeskyttere, unikke front- og bagkofangere samt beskyttelsespaneler langs siderne.

 

Tekst: Porsche Newsroom
Foto: Porsche AG

Galleri