Tilbage til oversigt

20. december 2022

Passion og livsstil

Martin Pedersen: Når livet handler om Porsche

Martin Pedersen er anden generation i den jyske virksomhed JP Group, som har selveste Porsche på kundelisten. På fabrikken i Viborg produceres reservedele til både klassiske og nyere modeller – og Martin har selv en garage, som begejstrer enhver Porsche-entusiast.

Mand i sort polo står smilende foran en række klassiske Porsche-sportsvogne i et udstillingslokale.

Underleverandør til Porsche

De færreste danske Porsche-ejere ved det. Og selv hardcore entusiaster overraskes, når det går op for dem, at der i midtjyske Viborg ligger en fabrik, som udvikler og producerer Porsche-reservedele. Selv Porsche AG i Stuttgart er på kundelisten hos JP Group, som siden halvfjerdserne har specialiseret sig i pladedele, udstødninger, benzin- og olietanke og andre metalkomponenter. Fabrikken blev grundlagt af Johannes Pedersen i 1977, og i 1992 blev den overtaget af sønnen Martin, som har udviklet virksomheden til en 42.000 kvadratmeter stor virksomhed med produktion, lager og handelsselskab samlet på én adresse. JP Group serieproducerer nogle af de mest anvendte metaldele til forskellige bilmærker, og især Porsche. Det gælder både klassikere helt tilbage fra de tidligere halvtredsere, men også nyere modeller som 996-generationen af 911. Nogle produkter serieproduceres i store antal på fast basis. Men JP Group håndterer også mindre specialopgaver fra specialister i hele verden takket være topmoderne 3D-teknologi.

“I de første år var det Volkswagen-bobler og -rugbrød, som var vores speciale. Men omkring 1980 fornemmede vi en stigende efterspørgsel efter reservedele til Porsche, især varmekasser og udstødninger. Og min første Porsche købte jeg faktisk fordi, vi havde brug for en bil at teste produkterne på. Det var en dyr løsning, mente min far, men omvendt var det jo helt umuligt at låne en bil til den slags formål,” forklarer Martin Pedersen, mens han viser rundt blandt pressemaskiner, svejseværktøjer og kilometerlange lagerhylder med færdige varer. Han kender hver en medarbejder, maskine, hylde og afkrog, for han har selv været med til at bygge nye produktionshaller i takt med, at virksomheden har udviklet sig. “Faktisk var min første køretur i en Porsche ikke særlig positiv. Jeg syntes, den virkede utroligt hård og kontant, lidt som en racerbil. Og racerløb har aldrig sagt mig det store. Men det ændrede sig ret hurtigt. En Porsche er en bil, du skal lære at kende. Den kommer snigende med alle sine intense særligheder og bider sig fast i dig. Pludselig kan du næsten ikke køre andet.”

En samling ud over det sædvanlige

Martin Pedersen forelskede sig i den tyske sportsvogn, og snart holdt der flere eksemplarer i garagen. De blev brugt som testkøretøjer i udviklingen af nye reservedele, og JP Group gjorde det altså så godt, at Porsche-fabrikken i Stuttgart snart henvendte sig. “Det er jo et kæmpe privilegium at være underleverandør til Porsche,” forklarer Martin Pedersen, som også selv er en flittig kunde den anden vej. De fleste af de mere end 60 biler, som fabriksejeren har i sin Porsche-samling er ganske vist af ældre dato – for eksempel den orangerøde 911 Carrera RS 2.7 fra 1972, hvis første ejer var ingen ringere end den berømte tyske Porsche-tuner Alois Ruf. Men nogle af dem er skam også helt nye. For eksempel en sølvgrå 911 GT3, som kun har stået ganske få uger i garagen. Eller garagerne, for med tiden har samlingen vokset sig så stor, at der er blevet opført et ekstra værelse til legetøjet. Mange af bilerne har nummerplader, så de nemt kan køres ud og luftes på landevejene omkring Viborg. Der er sågar en mekaniker ansat til at holde styr på samlingen og sørge for, at hver enkelt bil er up-to-date. “Jeg sælger også nogle en gang imellem. Jeg har for nyligt solgt en Carrera GT, simpelthen fordi, jeg ikke fik kørt i den. Så måtte den videre. Det er vigtigt at få kørt i sine biler. Det er derfor, de blev bygget.”

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto og video: Field Production

Galleri