13. august 2024
Luftgekühlt Copenhagen: Verdensberømt Porsche-event kommer til Danmark
Porsche-fans og sportsvognsentusiaster har noget at glæde sig til, når det verdensberømte amerikanske Luftgekühlt for første gang besøger Skandinavien med et storstilet event i Københavns Lufthavn den 7. september.
Mest hypede Porsche-event
Luftgekühlt er den tyske betegnelse for ’luftkølet’. For inkarnerede fans er det også navnet på det mest hypede Porsche-event i moderne tid. Hvad der for 10 år siden startede som et spontant sparke-dæk-træf for klassiske Porsche-modeller i Venice, Los Angeles, er i dag et internationalt fænomen med kultstatus. Porsche-fans fra hele verden rejser gerne tusindvis af kilometer for at opleve den særlige atmosfære og det imponerende lineup af biler fra det legendariske tyske sportsvognsmærke – og i september kan det hele opleves i København.
Luftgekühlt er mere end et traditionelt biltræf. Det er nemlig en begivenhed, som kombinerer passionen for Porsche i unikke omgivelser, der bidrager til oplevelsen af bilerne. Idéen er at vise og formidle den særlige Porsche-passion i et kulturelt univers, hvor gæsterne oplever et så varieret udvalg af såvel originale og toprestaurerede som patinerede modeller med personlige præg – alle fra den luftkølede æra fra 1948 til 1998, dvs. fra de første 356’ere til 993-generationen af 911.
Ikonisk terminal som kulisse
Luftgekühlt Copenhagen finder sted i den historiske Vilhelm Lauritzen Terminal i Københavns Lufthavn – oprindeligt opført i 1939 og i dag et af de mest gennemførte eksempler på dansk modernisme. Sammen med den lige så imponerende Hangar 145 og udendørsarealerne med udsigt til landingsbanerne bliver den ikoniske terminal udgangspunktet for et af årets helt store Porsche-begivenheder.
250 biler udstilles, og gæsterne kan forvente alt fra sjældne racerbiler og unikaer til patinerede brugsbiler fra både ind- og udland. Mens nogle biler transporteres til eventet og fremvises på særlige displays, kommer de fleste rullende på egne hjul af danske og udenlandske ejere, som tilmelder sig og således er med til at skabe Luftgekühlt.
“Vi er begejstrede over at lancere vores første besøg i Skandinavien, det andet stop på vores europæiske 2024-turné. København er kendt for sine dybe historiske rødder, og byen, som på sin helt særlige måde kombinerer århundreder gammel arkitektur med moderne design, er den perfekte ramme for Luftgekühlt. Med den ikoniske Vilhelm Lauritzen Terminal, et mesterværk inden for dansk arkitektur, skaber vi en unik baggrund for en oplevelse, hvor bilerne bliver til kunst og bidrager til en spændende fortælling,” lyder det fra grundlægger af Luftgekühlt og tidligere fabrikskører hos Porsche Motorsport, Patrick Long.
Alle typer fans er velkomne
Luftgekühlt Copenhagen finder sted den 7. september fra 10.00 til 17.00 og walk-in-billetter købes online direkte på Luftgekühlts officielle website, hvor man også kan tilmelde sin egen Porsche. Eventet byder også på underholdning samt mad og drikke fra partnere som Gasoline Grill, Joe & The Juice og bryggeriet To Øl, ligesom Jägermeister og Porsche Classic møder op med spændende biler og opsætninger.
Der afholdes desuden et gratis pre-event fredag den 6. september fra 17.00 til 21.00 ved H15 i Kødbyen på Vesterbro i København, hvor man kan få et sneakpeak af de biler, som deltager i Luftgekühlt. Her vil det blandt andet være muligt at opleve helt nye Porsche-modeller, som den helt nye og fuldt elektriske Macan Turbo og den lynhurtige Taycan Turbo GT.
Luftgekühlt Copenhagen er et selvstændigt og uafhængigt event, som støttes af blandt andre Porsche AG og Porsche Danmark, som anvender eventet til at fejre 50-året for Porsche 911 Turbo. Al information vedrørende billetter og tilmelding af bil findes på Luftgekühlts officielle website.
Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: Vince Perraud
Galleri