Tilbage til oversigt

6. juli 2023

Events

Festival of Dreams: Forrygende Sportscar Together Day i Odense

Porsche Danmark siger tak for en fantastisk Sportscar Together Day, som trak omkring 150 sportsvogne og masser af entusiaster til en hyggelig dag med dækspark og underholdning i Odense.

En sort klassisk Porsche cabriolet ankommer til et Porsche Sports Car Together Day-event mellem to blå og røde oppustelige portaler foran røde træhuse.

En hyldest til sportsvognen

75-året for den første Porsche fejres ved forskellige arrangementer i hele verden i år. Den danske fejring løb af stablen lørdag den 24. juni i historiske rammer ved DOK5000 i Odense, og mere end 150 biler blev tjekket ind til dét, som udviklede sig til en hyggelig og underholdende dag i sportsvognens tegn – akkurat som en ægte Sportscar Together Day skal være.

For mange af deltagerne startede dagen imidlertid flere forskellige steder i landet, da der var arrangeret fælleskørsel fra Porsche Center Aarhus, Porsche Servicecenter Vejle og Porsche Center København. De flotte konvojer af sportsvogne ankom således til eventstedet i Odense med manér, og efter rullende indtjekning og velkomst blev de mange biler linet op på havneområdet.

Festlig dag med god underholdning

Solen skinnede, mens deltagere og gæster – Sportscar Together Day er for alle, også selvom man ikke medbringer en sportsvogn – socialiserede, sparkede dæk, nød god mad og barista-kaffe. Tv-personligheden og bilentusiasten Felix Smith var vært for arrangementet sammen med bilanmelder og Youtuber Henrik Dreboldt, og de to underholdt løbende forsamlingen med interviews med udvalgte deltagere.

Udover at samle sportsvogne fra mange årtier, blev 75-året også dyrket med en indendørs særudstilling af moderne, ældre og helt klassiske Porsche-modeller i særligt karakteristiske farver fra mærkets historiske katalog.

Det tidligere pakhus skabte desuden rammerne for et underholdende indslag med bilanmelder for magasinet Euroman, Christian Grau, som også er kendt fra TV-programmet ’Kender Du Typen’. Christian Grau skulle netop gætte ’biltyper’ ud fra tre forskellige udvalgte sportsvogne – og den underholdende livsstilsekspert viste til publikums store begejstring sig at være imponerende nøjagtig i sine antagelser, da bilernes ejere blev afsløret.

 

Et på gensyn

Det blev i det hele taget til endnu en forrygende Sportscar Together Day, og der skal fra Porsche Danmarks side lyde en stor tak til alle, som dukkede op for at fejre dagen med os. Der er ingen tvivl om, at arrangementet er blevet en fast del af Porsche-kalenderen, og vi glæder os allerede til næste år.

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto og video: Field Production

Galleri