Tilbage til oversigt

7. august 2026

Motorsport

Bastian Buus vil gøre triumferne til en vane

Den danske Porsche-fabrikskører Bastian Buus har taget springet til verdens hårdeste GT3-mesterskab – og som blot 23-årig er han allerede ved at etablere sig blandt de største profiler i international motorsport.

Ung mand i hvid T-shirt står udendørs og kigger alvorligt mod kameraet med uskarp baggrund.

Hvor de bedste mødes

Nogle racerkørere jagter triumferne. Andre får dem til at ligne en vane. Det er svært ikke at bemærke, hvad der er ved at ske omkring den danske Porsche-fabrikskører Bastian Buus. Den blot 23-årige racerkører har i år for alvor markeret sig som en af de mest spændende profiler i international GT-racing. I juni skrev han historie ved at sikre den samlede sejr i det legendariske belgiske 24-timersløb på Spa-Francorchamps – og senest føjede han endnu en triumf til samlingen med en sejr på franske Magny-Cours.

Resultaterne er bemærkelsesværdige i sig selv. Men måske endnu mere imponerende er scenen, de bliver skabt på. GT World Challenge Europe regnes for verdens største og hårdeste GT3-mesterskab – og uden sammenligning Buus' største sportslige udfordring hidtil. Her mødes fabriksstøttede teams og professionelle racerkørere fra Porsche, Ferrari, BMW, Mercedes-AMG, Lamborghini, Audi, McLaren, Aston Martin og flere andre ikoniske sportsvognsmærker. Konkurrencen er benhård, marginalerne mikroskopiske – og hvert eneste løb udvikler sig til et intenst opgør mellem nogle af verdens sværeste konkurrenter.

Springet til verdenseliten

“Det er et mesterskab, hvor man bliver presset hver eneste gang, man kører på banen, uanset om det bare er træning, kvalifikation eller ræs. Der er så mange fabriksteams og dygtige kørere samlet ét sted, at man ganske enkelt ikke har råd til at være bare et par tiendedele for langsom. Det er præcis den udfordring, som gør GT World Challenge så motiverende for mig,” fortæller Bastian Buus.

Da Buus i 2023, som blot den anden dansker i historien, sikrede sig titlen i Porsche Mobil 1 Supercup, beviste han sit talent i én af motorsportens mest prestigefyldte mærkeserier. Men med springet til GT3-racing handler det ikke længere kun om at slå andre Porsche-kørere, men om at måle sig med verdenseliten på tværs af alle de store sportsvognsproducenter i alt fra sprintløb til 24-timersløb. Og netop dét spring har Buus taget med imponerende fart.


Sammen med det tyske hold Lionspeed GP og den schweiziske teamkammerat Riccardo Feller er Bastian Buus lige nu med i kampen om mesterskabstitlerne i deres Porsche 911 GT3 R. Sejren på Magny-Cours blev endnu et bevis på, at makkerparret har farten til at vinde. Med fire afdelinger tilbage – og tre sejre samt et yderligere podie under bæltet – holder de en foreløbig andenplads i både det samlede mesterskab og Sprint Cup-mesterskabet og er på fjerdepladsen i Endurance Cup-mesterskabet, som tæller sæsonens langdistanceløb. I alle mesterskaber er de det bedst placerede Porsche-team.

Racerkører i hvid dragt og orange hjelm stiger ned i en Porsche-racerbil i pitten under et løb.

Udvikling er det vigtigste

“Selvfølgelig giver det selvtillid at vinde løb og sikre topresultater, men i virkeligheden er jeg nok mest tilfreds med den udvikling, vi har haft gennem sæsonen. Vi er blevet stærkere for hver weekend, og det er vigtigt i et mesterskab, hvor niveauet er så ekstremt højt,” siger den danske Porsche-fabrikskører.

For Porsche er historien om Bastian Buus samtidig fortællingen om næste generation af fabrikskørere. En generation, der skal føre motorsportsarven videre i en tid, hvor konkurrencen aldrig har været større, og hvor Porsche fortsat møder verdens stærkeste modstand på racerbanerne. At Bastian Buus allerede som 23-årig har etableret sig blandt verdens hurtigste GT-kørere understreger, hvor hurtigt karrieren har udviklet sig. Hvis de seneste måneders resultater er en indikator, er det meget muligt, at de største kapitler i danskerens motorsportskarriere stadig venter forude.

Tekst: Nikolaj Karlshøj

Foto: Lionspeed GP