Tilbage til oversigt

19. august 2025

Alle Kategorier

911 Targa: Det nødvendige ikon

Det, som i dag er et designmæssigt ikon i 911-familien, opstod faktisk af sikkerhedsmæssige årsager. Uden en amerikansk trussel var Targa formentlig aldrig blevet til.

Sølvfarvet cabrioletsportsvogn holder parkeret ved solnedgang med taget åbent og en person ved rattet.

Et navn med flere betydninger

Den allerførste Porsche blev i 1948 præsenteret som en topløs roadster. Og selv om den oprindelige 356-model helt fra begyndelsen blev tilbudt både som coupé og cabriolet, lod den åbne version af efterfølgeren vente på sig. Først et par år efter 911-modellen var præsenteret, blev en topløs udgave vist på Frankfurt Motorshow i 1965. Men dette var ikke en traditionel cabriolet. På det store og vigtige amerikanske marked havde der i begyndelsen af 1960’erne være optakt til et decideret forbud mod traditionelle biler med kaleche – de blev anset for at være farlige at befinde sig i – og derfor fremstod den åbne Porsche 911 i stedet med en bred styrtbøjle, aftageligt fast tag betrukket med vinyl samt en foldbar kaleche med blød plastikbagrude.

Med taget afmonteret og foldet sammen, så det praktisk kunne placeres i bagagerummet under fronthjelmen, og bagruden knappet af, gav Targa atter mulighed for at få vind i håret og nyde følelsen af fri himmel i en Porsche. Nu blot beskyttet af styrtbøjlen, som visuelt muligvis delte vandene, men som sidenhen er blevet ikonisk for 911-familien. Navnet var allerede ikonisk, for ’Targa’ blev opkaldt efter det berømte sicilianske landevejsløb Targa Florio, hvor Porsche i 1956 havde sikret den første af flere sejre. Det italienske ord ’Targa’ kan i øvrigt også oversættes til ’plade’, hvilket passer fint til det faste tagstykke – eller ’skjold’, som kan referere til styrtbøjlens sikkerhedsmæssige funktion.

Den praktiske cabriolet

Det amerikanske forbud mod åbne biler trådte som bekendt aldrig i kraft. Men Targa var en realitet – og en kæmpe succes. Særligt på grund af den praktiske konstruktion med det faste tag, som gjorde modellen anvendelig hele året. Takket være styrtbøjlen var karrosseriet samtidig stivere end en traditionel cabriolet, hvilket gavnede de dynamiske køreegenskaber. Den bløde bagrude blev snart erstattet af en traditionel rude i glas, hvilket blot styrkede stivheden – og selv da den første 911 Cabriolet med traditionel blød kaleche omsider blev lanceret i 1982, forblev Targa-modellen et fast medlem af familien.

Og elsket, ikke mindst. Næsten hver tredje solgte 911 i G-generationen fra 1974 til 1989 var en Targa – og selv topmodellen, den kraftfulde 911 Turbo med hækvinge og ekstra brede skærme, kunne i en årrække fås som Targa. Dette understreger blot modellens popularitet. Da 911-modellen i 1989 undergik sin første omfattende forvandling og blev til den teknologisk opdaterede 964-generation, var der naturligvis en Targa på programmet fra begyndelsen – nu for første gang med firehjulstræk.

Teknisk stregtegning af en klassisk Porsche 911 Targa med fokus på den aftagelige tagetarga.

Den moderne genopstandelse

Først med 993-generationen af 911-modellen i 1993 var det slut med Targa i traditionel forstand. Navnet vendte tilbage i 1995, men nu i en anderledes konstruktion. Styrtbøjlen og foldetaget var erstattet af et fast panoramatag i glas, som strakte sig fra forruden til bagruden, og som elektrisk kunne køre tilbage og tillade fri udsigt til himlen. Således skabte man igen en helårsanvendelig kombination af coupé og cabriolet, og konceptet blev i 2002 videreført med 996-generationen – den første komplet nye 911-model siden 1963 – og senere også 997-generationen. Begge disse generationer bød desuden på en bagrude, som kunne åbnes og give praktisk adgang til bagagerummet bag bagsæderne.

Men ak, den originale Targa lod sig ikke begrave. Det oprindelige koncept med den karakteristiske styrtbøjle genopstod nemlig med 991-generationen af 911-modellen – og blev på passende vis præsenteret i landet, som oprindeligt havde gjort selve Targa-konceptet nødvendigt. På Detroit Motor Show i 2014 løftede Porsche således sløret for en decideret reinkarnation af originalen: Med sit faste, stofbeklædte tag, en bred styrtbøjle og den store buede bagrude var der næppe et øje tørt blandt Targa-fans. Det klassiske koncept blev peppet op med moderne teknologi, og med et tryk på en knap rejste taget sig automatisk og – i en imponerende elektrisk manøvre, hvor også bagruden løftede sig – forsvandt ned mellem bagsæder og motorrum.

Tidløs helt frem til i dag

Den genfødte Targa var ikke blot en forbigående retrobølge. 991-generationen blev hurtigt endnu mere populær end de foregående to generationer fra den moderne æra – og med lanceringen af den nuværende 992-generation er Targa med styrtbøjle og aftageligt tag igen et fast medlem af familien. Måske også fordi du i dag kan vælge taget i flere forskellige kulører, gå retro-vejen med blank styrtbøjle eller vælge en mere moderne, matsort version – og i det hele taget give din Targa dit helt eget personlige udtryk? Uanset hvad har nutidens Targa genskabt den særlige stil, følelse og praktiske egenskab, som gjorde originalen fra 1965 så populær.

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: Porsche AG

Galleri