Tilbage til oversigt

9. oktober 2023

Alle Kategorier

75 år med Porsche: Kom tæt på højdepunkterne

Fra den ældste i Danmark til en futuristisk prototype: Porsche Danmark og Haaning Collection hylder 75-året for den første Porsche med en særudstilling af de mest epokegørende modeller.

Sølvfarvet klassisk Porsche sportsvogn med åbne døre står udstillet indendørs, mens en person læner sig over bilen.

1948 var året, hvor den første bil med navnet Porsche så dagens lys. Dette skete i de østrigske bjerge i landsbyen Gmünd, hvor et tidligere savværk fungerede som fabrik. To år senere flyttede produktionen af den lille coupé med de karakteristiske former og den luftkølede boxermotor til bydelen Zuffenhausen i den tyske industriby Stuttgart – og resten er kort fortalt historie.

75 år senere kan Porsche runde en historisk milepæl, og mens jubilæet allerede er blevet fejret rundt omkring i verden – blandt andet med en ekstraordinær Sportscar Together Day i Odense i sommer, hvor mere end 150 biler deltog – runder Porsche Danmark nu året af med en forrygende særudstilling i samarbejde med bilmuseet Haaning Collection i Bagsværd nord for København.

Særudstillingen ’Skabt af Drømme’ samler 12 epokegørende modeller, som ifølge entusiast og kurator Nikolaj Karlshøj har haft afgørende betydning for udviklingen af Porsche gennem tiden. Der er således biler fra alle årtier, lige fra de mest sjældne, som den banebrydende racerbil 904 Carrera GTS fra tresserne, til de kostbare superbiler som 959, Carrera GT og 918 Spyder – og til dem, som ofte er blevet overset, når historien om sportsvognen fra Stuttgart er blevet fortalt.

“Modeller som 928 kommer sjældent med i fortællingen, fordi de fleste forbinder en Porsche med en 911. Men den funky 928 har med sit særprægede design og store V8-motor bestemt en plads på udstillingen, fordi den blev udviklet i en tid, hvor man faktisk havde mistet troen på 911-modellen og gav designere og ingeniører frit løb til at vise, hvad de kunne. 928 blev bygget som en afløser for 911 og rummede så mange innovative løsninger, at den blev kåret som European Car of the Year i Europa i 1978, en titel, som hverken før eller siden er blevet tildelt en sportsvogn. Selvom 928 som bekendt ikke vippede 911 af pinden, demonstrerede den Porsches evne til at tænke nyt og udfordre traditionerne, og idéen bag en større, praktisk og mere komfortabel Porsche lever jo videre i nutidens Panamera,” lyder det fra Nikolaj Karlshøj.

Noget særligt ved særudstillingen er, at alle bilerne er udlånt af danske samlere og entusiaster. Dette gælder imidlertid ikke det unikke eksemplar af konceptbilen Mission R, som kun er produceret i ét eneste eksemplar og normalt står bag lås og slå på fabrikken i Zuffenhausen. Den fuldt elektriske prototype er med sine næsten 1.100 hestekræfter, firehjulstræk og en størrelse, som matcher nutidens 718 Cayman et bud på fremtidens eldrevne cup-racer fra Porsche.

“Med den elektriske Taycan, som er i produktion, har Porsche allerede vist, at de er i stand til at udvikle en eldrevet sportsvogn til den brede skare af entusiaster. Næste skridt er at få overført teknologien til racerbanen i en genkendelig silhuet, og det er dét, som Mission R teaser for. Med sine ekstreme præstationer pakket ind i et, efter min mening, temmelig cool design, er den et budskab om, at fremtiden nok skal blive lige så interessant som fortiden. På udstillingen har vi i øvrigt placeret Mission R overfor Ferry Porsches oprindelige drøm, en Porsche 356 fra 1950 med blot 40 hestekræfter, hvilket så fint symboliserer mærkets rejse gennem 75 år,” forklarer Nikolaj Karlshøj.

Særudstillingen ’Skabt af Drømme’ kan opleves hos Haaning Collection til og med den 29. oktober. Nikolaj Karlshøj giver også en indlevende gennemgang af de 12 epokegørende modeller i en videoserie på Porsche Danmarks YouTube.

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: Field Production

 

Galleri