Tilbage til oversigt

26. marts 2024

Alle Kategorier

15 år med Porsche Museum: Mærkets historiske rygrad

Næsten seks millioner har besøgt Porsche Museum siden åbningen i 2009. Museet understøtter ikke blot mærkets historie med en imponerende samling og omfattende viden – det har gjort sig til en vigtig del af Porsches historie, som fortsat bliver skrevet.

Udstillingshal i et bilmuseum med klassiske og moderne sportsvogne, herunder flere Porsche-modeller, opstillet på rækker under skiltet “A Sky Full of Dreams”.

Vigtig del af fabrikkens DNA

Mens 2023 bød på 75-året for Porsche som sportsvognsproducent, byder 2024 på endnu et jubilæumsår. Og selvom Porsche Museum blot har eksisteret i 15 år, har den karakteristiske og arkitektonisk markante bygning midt på Porscheplatz i Zuffenhausen for længst markeret sig som en vigtig del af fabrikkens DNA – både som historieformidler for de 5.834.235 gæster, som mellem 31. januar 2009 og 31. januar 2024 har besøgt stedet og oplevet den imponerende og altid skiftende udstilling. Og samtidig som selve mærkets rygrad takket være museets historiske arkiv, som indeholder alskens information om fabrikkens eksistens, produktion og udvikling.

“Vi takker alle de fans og entusiaster, som siden åbningen har besøgt museet. Med 535.613 gæster sidste år, hvor vi fejrede 75-året for Porsche, var antallet af besøgende mere end 50 procent højere end forrige år, og med vores forskellige interaktive udstillingselementer og præsentationsteknikker forsøger vi hele tiden at gøre et besøg på museet til en spændende oplevelse for gæster i alle aldre,” lyder det fra Head of Porsche Heritage and Museum, Achim Stejskal.


Et dynamisk museum

Sammen med sit team formidler Stejskal ikke blot mærkets lidenskab for performance og design i fortid, nutid og fremtid. Porsche Museum er også et levende rum, der hylder mærkets kulturelle betydning og arv gennem regelmæssigt skiftende udstillinger og særudstillinger. 2024 bliver ingen undtagelse med ’50 Year of the 911 Turbo’ – en særudstilling, som hylder en af de mest berømte modeller i fabrikkens historie, og som løber fra 30. juni i år. “Museet repræsenterer ikke kun fortiden ved at bevare og formidle mærkets værdier og ånd til kommende generationer. Det er blevet en del af Porsches historie, der vil fortsætte med at blive skrevet i fremtiden,” tilføjer han.

Foruden at du kan opleve museets omkring 80 biler, småudstillinger og effekter, er det også muligt at booke sig ind på en guidet tur på fabrikken (som ligger ganske få skridt fra museet), hvilket mere end 300.000 gæster har benyttet sig af siden åbningen. Derudover rummer museet også et værksted, som blandt andet vedligeholder stedets mange historiske biler – hvor flere af dem årligt anvendes til events verden over – og som kan betragtes via en stor glasvæg i museets foyer. Her finder du også museets velassorterede shop, som rummer alt fra beklædning til legetøj og litteratur for den sande Porsche-elsker.

Det moderne Porsche-museum i Stuttgart med skulptur af tre biler på høje hvide søjler foran bygningen.

Porsche-arkivet: Vogter af viden

Det kaldes for ’fabrikkens hukommelse’, og selvom det er lukket for offentligheden, behandler Porsche-arkivet – som også hører under Porsche Museum – årligt mere end 6.000 henvendelser. Disse henvendelser kommer fra såvel interne afdelinger hos Porsche som fra journalister, entusiaster, ejere, Porsche-forhandlere i hele verden og forfattere af bøger om motorsport og mærkets historie. “Vi ser os ikke kun som vogtere og administratorer af værdifuld viden, men har også øje på fremtiden, fordi nutidens innovation er fremtidens tradition,” forklarer Head of the Archive Frank Jung. Udover at hjælpe kollegerne på museet med at skabe indhold til såvel den permanente udstilling som særudstillinger og eksterne opsætninger, hjælper Jung og hans team også med at verificere historiske fakta baseret på viden fra arkivet. Porsche-arkivet rummer for eksempel mere end fem millioner billeder, 1.700 timers filmmateriale – og mere end tre kilometer historiske dokumenter.

Et must for enhver Porsche-fan

Jeps, Porsche Museum er et must for enhver Porsche-fan, og du kan finde meget mere information om særudstillinger, åbningstider med mere på museets officielle website, hvor du også kan booke guidede ture.

 

Tekst: Porsche Newsroom og Nikolaj Karlshøj
Foto: Porsche AG

Mand i blå jakkesæt står med korslagte arme foran klassiske sportsvogne i et lyst bilmuseum.

Galleri