2. oktober 2020

Gemt væk i en garage i Hørsholm står en Porsche 928, som har tilhørt én af Danmarkshistoriens helt store excentrikere: Rejsekongen Simon Spies.

2020 09 porsche magasin simon spies billede 01.jpg

En usædvanlig Porsche

Søren Lenanders hus i Hørsholm er et ganske almindeligt hus, og for enden af indkørslen med perlesten er en ganske almindelig garage. Men når porten ruller op, kommer en ret usædvanlig bil til syne. En grøn Porsche 928, hvis første ejer hed Simon Spies. Ham kender de fleste som rejsekongen, der introducerede danskerne for charterrejser til Mallorca, og som førte sig en ganske excentriske livsstil med en vis appetit for damer og festligheder. Men Simon Spies havde altså også en forkærlighed for eksotiske biler, og fra slutningen af halvfjerdserne og frem til hans død i 1984, ejede han altså denne Porsche 928.

Formandens bestilling

De fleste vil tro, at Simon Spies foretrak at lade sig transportere på bagsædet i en af sine to store Mercedes-limousiner, men ‘Formanden’, som han blev kaldt, nød faktisk at køre selv. Især, hvis det kunne lade sig gøre i en sportsvogn, som kunne skabe lidt opsigt. Og da han i 1977 så et billede af den nye og futuristiske designede Porsche 928, bestilte han straks et eksemplar. “Han beordrede simpelthen en af sine egne folk helt ned til fabrikken i Zuffenhausen for at bestille én,” fortæller Søren Lenander. “Men det var en større sag at få den hjem, for Simon, der jo var kendt som lidt af en særling, ville ikke have, at den stod sammen med andre biler på en lastbil. Derfor blev den i stedet pakket ind i sin helt egen lukkede kasse, som først blev åbnet, da den landede hos Volkswagen-forhandleren i Gladsaxe.”

 

2020 09 porsche magasin simon spies billede 02.jpg

Et sjældent syn

Simon Spies kørte ved flere lejligheder i sin Porsche 928, både når han skulle fra sit hjem ved Rungsted Havn og ind til sit kontor på Spies-koncernens domicil ved Vesterport Station – eller da han en dag i maj måned 1983 ankom til Holmens Kirke i København for at blive gift med den unge Jannie Brodersen. Bilen vakte altid opsigt, ikke blot fordi en Porsche 928 var et sjældent syn i Danmark dengang, men også på grund af sportsvognens karakteristiske grønne farve. Formanden kaldte den selv for ‘Frøen’ eller ‘Kermit’. Og efter sigende foretrak han sin Porsche 928 frem for den BMW M1, han også havde erhvervet sig. “Han brændte nemlig konstant koblingen af i sin BMW. Det slap han jo for i Porschen, fordi den havde automatgear,” fortæller Søren Lenander, som har fået en del af bilens historie fortalt af personer fra miljøet omkring Simon Spies.

Reddet fra forfald

At Simon Spies' gamle Porsche 928 i dag står i Sørens garage skyldes en vis stædighed fra hans egen side. “Efter Simon Spies' død havnede bilen hos Jannis bror, Leif Brodersen, og han kørte i den indtil engang i begyndelsen af halvfemserne, hvor den blev parkeret i hans have og stod stille i årevis med flade dæk,” siger Søren Lenander. “Jeg er selv vokset op i området og har flere gange set bilen på den lokale tankstation, men en dag stoppede Leif med at bruge den. Jeg kunne ikke holde ud at se den stå og forfalde dér i forhaven. Jeg har nok været inde og banke på Leifs dør 10 gange for at spørge, om jeg måtte købe den, men er altid blevet afvist. Indtil den dag, han lukkede op, kiggede opgivende på mig, og bød mig indenfor.”

2020 09 porsche magasin simon spies billede 03.jpg

2020 09 porsche magasin simon spies billede 04.jpg

Motoren sprang i gang

Søren blev budt på en øl, og selv om han egentlig ikke ryger, sagde han også ja, da han blev budt på en cigaret. “Jeg følte, at jeg blev nødt til at spille lidt med på den, og så sad vi ellers og røg smøger og snakkede om det ene og det andet, indtil han på et tidspunkt spurgte mig, hvad jeg ville give for bilen. Jeg sagde en pris, og havde egentlig forventet at blive smidt ud igen, men så nikkede han og sagde, at det var fint,” fortæller Søren. “Ude i haven fik vi pumpet luft i dækkene og givet bilen noget strøm, og det var noget af en overraskelse at høre motoren springe i gang. Jeg kunne tydeligt se, at Leif blev lidt nostalgisk, da han hørte den dér dybe rumlen igen. Prisen var egentlig nok ligegyldig, det vigtigste for ham var at vide, at den person, som skulle overtage bilen, også var én, som ville tage sig godt af den og bruge den igen.”

 

Den forkerte farve

Og det gjorde Søren. Efter at have sat bilen i stand, kørte han i flere år i den grønne 928, før han faldt over den Porsche 911, som i dag har overtaget rollen som dagligt transportmiddel. Men den grønne skal ud at køre igen, og særligt én ting skal Søren have ordnet. “Farven er forkert. Det har irriteret mig i årevis, for det er faktisk mig selv, som har fået den lakeret,” forklarer han. “Det har altid været mit ønske at bevare bilen så originalt som muligt, så da jeg skulle have den malet, kontaktede jeg fabrikken for at få oplyst bilens korrekte farvekode. De fortalte mig, at den skulle være ‘Olivengrün’, og dén besked gav jeg videre til maleren. Han bemærkede dog, at der under lakken var flere forskellige grønne nuancer, hvilket indikerede, at bilen også tidligere havde været omlakeret, men vi blev enige om at følge fabrikkens oplysning.”

Et stykke kulturhistorie

Men farven var forkert, kunne en af Sørens bekendte, som med egne øjne har set Simon Spies køre i bilen, hurtigt konstatere. “Han var slet ikke i tvivl om, at det var den forkerte grønne farve, og så måtte jeg jo hjem og finde billederne frem,” siger Søren Lenander, som blandt andet har besøgt redaktionen hos Se & Hør for at lede efter gamle pressefotos. “En aften sidder jeg og kigger på billederne, og på ét af dem ser man Jannie og Simon stå og kysse ved siden af Porschen. Venstre dør er åben, og i døråbningen kan man lige ane omridset at det mærke, som angiver farvekoden, fortæller Søren. “Med en lup lykkedes det mig at identificere det rigtige nummer – og det var sgu’ rigtigt nok! Den skulle ikke have været ‘Olivengrün’, men derimod ‘Farngrün’, fortæller Søren. “Men det har kun givet mig endnu en grund til at restaurere bilen, så den igen kan komme ud og køre. Den er jo næsten et stykke kulturhistorie.”

 

Tekst og foto: Nikolaj Karlshøj

2020 09 porsche magasin simon spies billede 05.jpg

Relaterede artikler

Hitmagerens Porsche

Musikproduceren Rasmus Stabell ved hvordan man rammer hitlisterne. Og så elsker han sin sorte Porsche 912 fra 1967.

Læs mere

Tæt på en Porsche-vinder: Michael Christensen

Han har vundet de største racerløb i verden plus et verdensmesterskab. Og så er Michael Christensen ikke engang fyldt 30 år. Vi har besøgt den hurtige dansker, som

Læs mere

Danske møbelklassikere og grønne Porscher

Møbelproducenten Henrik Lange har det med danske designikoner, som han har det med Porsche. Han elsker det.

Læs mere