Porsche-samleren fra Østerbro
Henrik Bjørling er indehaver af Danmarks største samling af Porsche, og de står alle parkeret i hans lejlighed på Østerbro i København.
Læs mereTekst og foto: Nikolaj Karlshøj
Rod Emory er født ind i en familie, som er mere end almindeligt glade for biler. Bedstefaren var dygtig med et svejseværk og begyndte allerede i 1948 at ombygge amerikanerbiler, så de fik et mere strømlinet og sportsligt udtryk. “Han customizede hundredvis af biler i sit lille værksted lidt udenfor Los Angeles,” forklarer Rod Emory.
“Og kunderne var typisk folk fra filmindustrien, som ønskede noget særligt at køre rundt i. Bedstefaren fik senere arbejde som pladesmed hos en Porsche-forhandler i Orange County, hvor også sønnen, Rods far, blev ansat. Og da Rods far en dag kørte sin højgravide kone til fødeklinikken, skete det i en ombygget Porsche 911 fra 1966. “De nåede det kun, fordi han havde lagt en kraftigere motor i den,” griner Rod.
Han er lige så rar og jovial, som han er verdensberømt. Rod Emory har over 200.000 følgere på Instagram, hvor man kan følge projekterne i hans værksted. Han står op midt om natten, så han kan nå at banke, bukke, svejse og slibe på de gamle karrosserier, før telefonen begynder at ringe og rollen som direktør, PR-mand og salgschef tager over.
Rod har mange hatte på, men han forsøger at bevare begge ben på jorden, for passionen og den kreative gejst er det vigtigste, han har. Han var 14 år, da han renoverede sin første Porsche 356, og siden har han gjort det til sin levevej at renovere og customize de smukke biler fra halvtredserne.
Rod Emory har kunder i hele verden, og mange af dem er på venteliste til dét, som han kalder for en ‘Emory Outlaw’. Her er tale om en 356, som er både designmæssigt og mekanisk er bygget i en stil, der minder om halvtredsernes rebelske racerbiler. Han bruger tidstypiske komponenter, men også hjemmelavede sager som han fremstiller på en blanding af oldschool værktøjer og topmoderne, computerstyrede maskiner.
Også boxermotoren under bagklappen er helt speciel: En firecylindret version af den 3,6-liters boxermotor fra en moderne 911. Resultatet er en unik 356, som stilmæssigt er tro mod historien om Porsche – men med langt flere kræfter end dengang.
”Til at begynde med, var det ikke alle, som var tilhængere af det, vi laver, for vi bryder jo med originaliteten,” fortæller Rod. ”Heldigvis har tiderne ændret sig, og outlaw-stilen er langt mere accepteret i dag. Folk vil gerne have noget, som er unikt og personligt. Vi tiltrækker mange nye entusiaster, som gerne vil være en del af miljøet, men som ikke er interesseret i biler, der kun tåler at blive pudset i en garage. De vil have biler, som de kan tage ud at køre i,” forklarer han.
”Folk må gerne have en holdning til mit arbejde, men min filosofi har altid været, at det var Porsche selv, som skabte outlaw-stilen. Se bare på de historiske racerbiler med deres rillede skærme, brede dæk og læderstropper på klapperne. De var ægte outlaws! Jeg gør kun, hvad Porsche designede de her biler til. Jeg gør dem sjovere at køre – og mere personlige.”