10. september 2021

Hvem er Danmarks hurtigste racerkører i den virtuelle verden? Landets hurtigste esportkørere skal igen konkurrere om den prestigefulde titel og en præmiesum på 100.000 kroner i den nye sæson af Porsche Esports Carrera Cup Denmark.

Ny sæson af den digitale Carrera Cup

Efter en succesfuld debutsæson er Porsche Esports Carrera Cup Denmark klar til en ny runde, hvor landets hurtigste esportkører skal findes. Det officielle danmarksmesterskab i digital motorsport vil i 2021/2022 blive afgjort over otte afdelinger på verdens bedste virtuelle racerbaner. "Porsche Esports Carrera Cup Denmark fik en fantastisk debut sidste år og udviklede sig gennem sæsonen til et populært og spændende Tv-transmitteret mesterskab, som blev afsluttet med et storslået liveevent. Motorsport har alle dage været en vigtig del af Porsches DNA, og ved at bevæge os videre ind i den virtuelle motorsport, tager vi del i den hastige teknologiske udvikling, som gennemsyrer ikke bare racing, men mobilitet i al sin helhed. Samtidig har vi med Porsche Esports Carrera Cup Denmark fået mulighed for at interagere med en ung og utrolig dedikeret tech-orienteret målgruppe," lyder det fra PR- og marketingchef hos Porsche Danmark, Ann-Sophie Dam.

 

Hold af to kørere, der styres af en teamchef

Porsche Esports Carrera Cup Denmark afvikles ligesom den internationale Porsche TAG Heuer Esports Supercup på platformen iRacing, og mesterskabet sker i samarbejde med esport-bureauet ESR. Der kæmpes for anden sæson i træk om en samlet præmiepulje på 100.000 kroner, og som noget nyt bliver det nu obligatorisk at stille op som hold bestående af to kørere. Holdets kørere skal være fyldt 13 år og have en iRacing C-licens samt en iRating på mindst 3.500, og hvert hold skal desuden styres af en teamchef. "Motorsport er en holdsport, hvor hele teamet omkring køreren bidrager til resultatet. Det ser man på alle niveauer i motorsporten, lige fra karting til Formel 1, og det samme gør sig gældende i den virtuelle motorsport, hvor god coaching og effektiv analyse er med til at skabe de bedste resultater. Derfor udvikler vi nu mesterskabet med mere fokus på teamet og gør det obligatorisk at deltage som hold. Med dette løfter vi niveauet og forbedrer samtidig mulighederne for at tilknytte sponsorer, både for holdene og for de individuelle kørere," lyder det fra Managing Director hos ESR, Thor Alexander Qualmann.

Otte afdelinger og en finale

Anden sæson af Porsche Esports Carrera Cup Denmark vil samle et felt på 12 hold og 24 kørere, som skal dyste om mesterskabstrofæerne over otte afdelinger á to løb. Alle afdelinger transmitteres på TV 2 SPORT med livestudie og kommentatorer, mens finalen afvikles som et liveevent med tilskuere. Der kæmpes om et kørermesterskab, et teammesterskab og et U18-mesterskab for kørere under 18 år. Alle baner vil blive offentliggjort inden sæsonstart i november. Hvilke hold, som stiller op, afgøres ved en åben prækvalifikation, som afvikles den 17.-19. oktober. Mere information om tilmelding til prækvalifikation og deltagelse i Porsche Esports Carrera Cup Denmark findes på seriens officielle website, peccdk.dk, hvor løbskalender og baner også offentliggøres. To stærke profiler vil repræsentere Porsche Danmark i det virtuelle motorsportsmesterskab. Porsche Danmark Esports Team består af racerkøreren Bastian Buus og esports-køreren Frederik Kjeldgaard.

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto og video: ESR, Ingmar Bötker og Field Production

 

Facts om Porsche Esports Carrera Cup Denmark

Porsche Esports Carrera Cup Denmark er det officielle Danmarksmesterskab i digital motorsport under Dansk Automobil Sports Union og Danmarks Idræts Forbund. I mesterskabet deltager kørere fra både den virkelige og virtuelle motorsport, og alle otte løb transmitteres live på TV 2 SPORT med livestudie og kommentatorer. Finalen afvikes som et liveevent med tilskuere. Feltet tæller i 2021/2022-sæsonen 12 hold og 24 kørere, som kvalificerer sig via en åben prækvalifikation. Deltagelse i Porsche Esports Carrera Cup Denmark kræver en iRacing C-licens samt en iRating på mindst 3.500, og hvert hold skal desuden styres af en teamchef. Der kæmpes om et kørermesterskab, et teammesterskab og et U18-mesterskab for kørere under 18 år, og der dystes om en samlet præmiepulje på 100.000 kroner.
Galleri
Relaterede artikler

Bliv klogere på digital motorsport: Sådan kommer du i gang

Er du den næste udfordrer i Porsche Esports Carrera Cup Denmark? Her er tre forskellige setups, som får dig i gang med digital motorsport – fra den budgetvenlige løsning til den professionelle rig.

Læs mere

Bliv klogere på digital motorsport: Tips og gode råd

I den digitale motorsport er du tættere på virkeligheden end du tror, og i simulatoren gælder de samme basale teknikker, som i den virkelige racerbil. Her er fire forskellige tips og input, som gør dig hurtigere.

Læs mere

Finalen i Porsche Esports Carrera Cup: Mikkel Gade sikrede mesterskabet på Hockenheim

De blev til dobbelt løbssejr og mesterskabstriumf i et brag af en finale i Porsche Esports Carrera Cup, som blev afviklet på i Østre Gasværk på Østerbro i København.

Læs mere