20. februar 2020

Pladesmeden Peter Iversen var 17 år gammel, da han renoverede sin første Porsche 356 i sin fars værksted. I dag har han gjort historien til en del af sit liv.

Tekst og foto: Nikolaj Karlshøj

 

 

En familiehistorie

For mange er Porsche en passion. For nogle udvikler passionen sig til at blive en del af selve livet. Sådan er det gået for Peter Iversen, som siden han for første gang så en Porsche 356, har brugt det meste af sin tid på den tyske sportsvogn fra halvtredserne. “Det er en verden, som altid betydet meget for familien,” fortæller Peter, mens han viser rundt på ejendommen i Svenstrup udenfor Aalborg. Vi går igennem et mekanisk værksted, et pladeværksted, et motorværksted og et salgslokale med et skrivebord og en lille samling sjældne 356-modeller i imponerende stand.

Der er en liflig duft at olie, læder og gammel lekture. På den anden side af gårdspladsen har hustruen Mette designet en tilbygning til privatvillaen, så der er plads til endnu flere biler. Her er også et værelse med bad til overnattende kunder, som kommer langvejs fra. Langt de fleste af dem, som køber en bil eller en renovering af Peter Iversen, er fra udlandet.

Købte første Porsche som 17-årig

“Det var fra starten min plan, at det kun skulle handle om Porsche,” fortæller han. “Min far havde en kæmpe passion for Volkswagen, og jeg renoverede min egen Folkevogn, da jeg stod i lære som mekaniker. Senere opdagede jeg, at der også var noget, som hed Porsche 356, og sådan én måtte jeg bare eje. Min første købte jeg for 23.000 kroner af en fyr fra Viborg. Det var mange penge for en 17-årig lærling, og jeg kan stadig huske, hvordan min far rystede på hovedet,” griner Peter.

Men Peter havde en plan. Efter to år var Porschen sat i stand, hvorefter den blev solgt for at skaffe penge til at starte Peters egen forretning. Sammen med Mette overtog han en gammel brandstation, hvor de tidligere ejere havde holdt høns på loftet. Det krævede knofedt, men det lykkedes at få indrettet et værksted. At Peter var en flittig mekaniker og dygtig karrosserismed rygtedes hurtigt, og snart var drømmen om at drive et Porsche-værksted en realitet.

 

Speciale i Carrera-motorer

I dag er Peter Iversen et anerkendt navn i 356-kredse verden over. Det meste af tiden går med at puste nyt liv i de eftertragtede Carrera-modeller med den særlige ’Fuhrmann-Motor’ under hjelmen. Navnet er afledt af Porsche-ingeniøren Ernst Fuhrmann, som i begyndelsen af halvtredserne udviklede en kraftfuld variant af den 4-cylindrede boxermotor med fire overliggende knastaksler. Denne motor fandt naturligt vej til første racerbiler fra Porsche.

“Jeg bruger typisk omkring 200 timer på at restaurere en Carrera-motor helt fra bunden. Det var en meget avanceret motor for sin tid, og du skal have en helt særlig viden for at indstille de forskellige aksler og ventiler helt præcist,” forklarer Peter.

En aktiv racerkører

Peter har selv dyrket historisk motorsport de sidste 15 år, og pokalerne på hylden viser, at han har givet den rigeligt med gas. Hans racerbil er også en af hans yndlingstrofæer i samlingen – én af de blot 52 producerede 906-modeller, som blandt andet har deltaget i 24-timersløbet på Daytona. “Jeg har altid været fascineret af netop dén her model. Det var den første med rørrammekonstruktion og dermed en af de første rigtige racerbiler fra Porsche. Jeg er vild med, hvordan de dengang bragte formerne fra 356 over i noget så avanceret og innovativt. I min verden bliver det ikke smukkere end dét.”

Læs mere om Peter Iversen på www.peter-iversen.com.

Om Peter Iversen

Peter Iversen (f. 1965) er udlært mekaniker og karrosserismed. Som søn af en Volkswagen-entusiast voksede han op i en Folkevognsboble og restaurerede sin første Porsche 356 i sin fars garage i midten af firserne. I dag driver han Peter Iversen Specialværksted samen med sin hustru, Mette, og er især kendt for sin ekspertise inden for de særlige firecylindrede Carrera-motorer fra halvtredserne. Peter køber og sælger også klassiske Porscher, ligesom han også er en passioneret racerkører, der har deltaget i Classic Le Mans og andre historiske motorsportsevents. Læs mere på www.peter-iversen.com.

Video: Peter Iversen

Porsche Magasin besøgte Peter Iversen til en snak om, hvad det er, som gør en Porsche 356 så speciel – og hvorfor den klassiske sportsvogn har gjort så stærkt indtryk.
Relaterede artikler

Porsche-samleren fra Østerbro

Henrik Bjørling er indehaver af Danmarks største samling af Porsche, og de står alle parkeret i hans lejlighed på Østerbro i København.

Læs mere

Vild med Italien. Vild med Porsche

Iværksætteren Erik Bjørn elsker det meste fra Italien. Og især de smukke bjergveje, der er som skabt til hans 30 år gamle Porsche 911.

Læs mere

Porsche-kunstneren fra Los Angeles

Amerikaneren Rod Emory har gjort det til sit livsværk at skabe unikke kreationer af den klassiske Porsche 356.

Læs mere