29. december 2021

Lasse Bak forsvarede sin mesterskabsføring i tredje afdeling af det digitale motorsportsmesterskab, hvor Mikkel Gade dog var den store pointvinder i to dramatiske løb på Spa-Francorchamps.

Verdens mest ikoniske sving

Der var igen lagt i kakkelovnen til et spændende ræs i danmarksmesterskabet i digital motorsport, for tredje afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark var nemlig henlagt til den virtuelle udgave af Spa-Francorchamps. Den belgiske Formel 1-bane er en klassiker, som for mange kørere står øverst på listen over yndlingssteder, og dét er ikke noget, som undrer TV 2s motorsportskommentator, Jens Winther. “Spa-Francorchamps er først og fremmest en bane, som er kendt for at byde på action og dramatik. Den har alt det, en racerkører drømmer om, hurtige langsider, hurtige sving, men også tekniske sektioner og frem for alt chokerende meget højdeforskel. Det er en bane, som er skabt før Anden Verdenskrig, hvor man ikke havde de samme graveredskaber som i dag, og derfor er den nærmest bare plantet midt i bjergene, hvilket har givet banen det dér fantastiske layout med stejle stigninger og ikke mindst motorsportens mest ikoniske sving, Eau Rouge,” lød det fra livestudiet hos TV 2 SPORT, hvor værten Simon Tordrup denne gang havde inviteret den nykårede europamester i Ferrari Challenge, Michelle Gatting, med i studiet. “Spa er et af de dér oldschool baner, hvor du ikke skal dreje meget forkert på rattet for at blive straffet. Der er ikke plads til fejltagelser, og du skal ramme dine sving og curbs meget præcist. Den kræver utrolig meget træning at blive klog på, men netop derfor er det et sted, som racerkørerne elsker at kæmpe på,” forklarede den erfarne racerkører.

 

Løb 1

Efter endnu en tæt kvalifikation, som især tilgodeså de kørere, som havde held med at udnytte slipstreams. var det for første gang i denne sæson sidste års mester, Mikkel Gade (FYRA SimSport), som snuppede pole position foran teamkammeraterne Martin Christensen (Team Flexlease.nu by FYRA SimSport), den mesterskabsførende Lasse Bak (Team Flexlease.nu by FYRA SimSport) samt Kevin Nielsen (FYRA SimSport). Starten var præget af heftig dramatik med flere biler i sammenstød, mens de fire FYRA-biler med Mikkel Gade, Martin Christensen, Lasse Bak og Kevin Nielsen hurtigt stak af og lagde afstand til resten af feltet. De fire teamkammerater kørte tæt, og Gade og Christensen byttede flere gange føring i intense dueller, hvor det undervejs lykkedes for Anton Güllich (Odense Gokart Hal) at lukke hullet til Nielsen på fjerdepladsen, dog uden at angribe. Længere nede i feltet opstod der kamp om den eftertragtede 12. plads, som giver en pole position i andet løb – og her lykkedes det for Bastian Buus (Porsche Danmark Esport) at erobre positionen på sidste omgang, men blev dog efterfølgende straffet for at ramme sin konkurrent under overhalingen, hvilket udløste en startposition fra pitlane. Løbet blev imidlertid vundet af Martin Christensen med Lasse Bak på andenpladsen efterfulgt af Kevin Nielsen og Mikkel Gade.

Løb 2

Med straffen til Bastian Buus var det i stedet Casper Lund (P1 Esport), som tog starten i andet løb på Spa-Francorchamps, hvor der allerede på første omgang blev byttet en del positioner blandt de 10 første biler. Mikkel Gade var flyvende og avancerede fra en niende- til en tredjeplads allerede på anden omgang – hvor fire andre biler i øvrigt måtte udgå efter en række crashes. Nærkampene fortsatte på fjerde omgang, som udløste et nyt stort uheld, der involverede seks biler og gav en straf til Anton Güllich. Halvvejs i løbet overtog Mikkel Gade føringen fra Casper Lund, men kunne imidlertid ikke slippe fra Marcus Jensen (P1 Esport), som holdt sig tæt på Gade. Mod slutningen af løbet angreb Marcus Jensen og tog føringen fra Mikkel Gade i en flot manøvre – men kun kortvarigt indtil Gade atter tog føringen tilbage og krydsede målstregen som vinder af løbet. Samtidig var det lykkedes for Lasse Bak at komme forbi Casper Lund, så han sluttede på en tredjeplads. Knap så godt gik det med de andre topkørere fra første løb, Martin Christensen og Anton Güllich, som måtte tage til takke med en 14. og 15. plads, mens Kevin Nielsen slet ikke fuldførte løbet.

 

Lasse Bak stadig i front

Med en anden- og en tredjeplads kom Lasse Bak solidt videre fra tredje afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark, hvor han stadig fører mesterskabsstillingen – dog med reduceret afstand til Mikkel Gade, som scorede flest point på Spa-Francorchamps. Bastian Buus havde imidlertid en katastrofal dag i Belgien, hvor en 12. plads (og tre point) i første løb og et ikke-fuldført andet løb sender ham fra en tredje- til en ottendeplads i den samlede stilling. Dette gør til gengæld, at Martin Christensen rykker op på en tredjeplads og dermed runder det foreløbige podie af. Næste afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark afvikles på den virtuelle udgave af amerikanske Daytona International Speedway tirsdag den 11. januar og sendes på TV 2 SPORT fra klokken 20.00.

 


Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: Esport Racing
Video: Field Production

 

 

 

 

 

 

Galleri
Relaterede artikler

Anden afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark: Dramatik og action på Imola

Der kom nye udfordrere i toppen af mesterskabsstillingen efter en spændende runde på Imola, hvor Lasse Bak bevarede føringen, mens især Bastian Buus imponerende med iskold kørsel.

Læs mere

Sæsonpremiere på Porsche Esports Carrera Cup Denmark: Sikkert ræs på Nürburgring

Lasse Bak tog mesterskabsføringen efter sæsonpremieren på Porsche Esports Carrera Cup Denmark, som blev afviklet på den virtuelle udgave af Nürburgring.

Læs mere

Porsche Esports Carrera Cup Denmark: Jagten på Danmarks hurtigste esportkører er gået ind

Hvem er Danmarks hurtigste racerkører i den virtuelle verden? Landets hurtigste esportkørere skal igen konkurrere om den prestigefulde titel og en præmiesum på 100.000 kroner i den nye sæson af Porsche Esports Carrera Cup Denmark.

Læs mere