Vær hurtig – og smart
Daytona International Speedway lagde virtuel asfalt til 2021/2022-sæsonens fjerde afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark. Og forventningerne til et vildt ræs, blev så absolut indfriet – dog uden at flytte rundt i toppen af mesterskabsstillingen. “Det særlige ved Daytona er, at tre fjerdedele af banen er en ovalbane med fuld gas, hvilket giver ekstreme muligheder for at slipstreame – altså udnytte hullet i luften til at indhente dine konkurrenter. Det kan være en ulempe at være forrest, hvilket betyder, at din taktik skal være anderledes end normalt. Det handler faktisk mere om at være smart end at være hurtig,” lød det fra racerkører Mikkel Jensen, som sammen med motorsportskommentator Jens Winther udgjorde ekspertholdet i livestudiet hos TV 2 SPORT. Kort tid inden løbet var Daytona-banen imidlertid blev ændret på en række punkter af iRacing-platformen, hvilket til dels nulstillede kørernes mange timers træning. “Sådan foregår det også i den virkelige verden. Opdateringerne skyldes, at den fysiske Daytona-bane netop er opdateret som optakt til 24-timersløbet senere på måneden. Sådan nogle ændringer i sidste øjeblik lægger kun op til endnu mere spænding, og måske kan nogle af de kørere, som vi ikke normalt ser i toppen, pludselig gøre sig gældende,” lød det fra Mikkel Jensen. Og han fik ret.
Løb 1
Efter en spændende kvalifikation, hvor de tre hurtigste i mesterskabsstillingen ikke formåede at placere sig på de forreste startpositioner – Mikkel Gade (FYRA SimSport) kunne netop klemme sig ind på en fjerdeplads, mens den mesterskabsførende Lasse Bak (Team Flexlease.nu by FYRA) måtte nøjes med en 14. plads og Martin Christensen (Team Flexlease.nu by FYRA) en ottendeplads – var det i stedet Lucas Daugaard (VG Racing Apex Academy) og Marcus Jensen (P1 Esport) som sikrede forreste række til første løb på Daytona. Daugaard havde dog en udfordrende start, og Mikkel Gade nappede andenpladsen allerede inden første sving. Allerede på løbets anden omgang opstod der dramatik, da Malte Ebdrup (P1 Esport) snurrede rundt og skabte trafikprop med en række crashes til følge. Og mens især Marcus Jensen, Lasse Daugaard og Mikkel Gade kæmpede løs om føringen, blev der generelt gået til den længere nede i feltet. Bastian Buus (Porsche Danmark Esport) var eksempelvis flyvende og havde kørt sig op fra en 13. plads til en andenplads i anden halvdel af løbet, da han måtte indkassere en straf for påkørsel af en konkurrent. I mellemtiden var både Lasse Bak og Martin Christensen kommet helt op i toppen af feltet, og Bak var kortvarigt førende på sidste omgang, men en snu Lasse Daugaard formåede alligevel at slipstreame sig til en utrolig tæt sejr. Således vandt Daugaard løbet med blot 0,004 sekund foran Lasse Bak, mens Martin Christensen, som sikrede sig løbets hurtigste omgangstid, sluttede på tredjepladsen – kun 0,013 sekund efter vinderen.