10. december 2021

Der kom nye udfordrere i toppen af mesterskabsstillingen efter en spændende runde på Imola, hvor Lasse Bak bevarede føringen, mens især Bastian Buus imponerende med iskold kørsel.

Italiensk klassiker

Der var på forhånd dømt vilde kampe i anden afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark. Sæsonens anden runde af det danske mesterskab i digital motorsport var nemlig henlagt til italienske Imola, som ifølge TV 2s motorsportskommentator Jens Winther er en bane, der skiller amatørerne fra eksperterne. “Imola stammer fra halvtredserne, hvor man stadig byggede racerbaner med utroligt lange langsider og godt med højdeforskelle. Det betyder, at bilen nogle steder bliver meget let og udfordrende at styre, hvilket giver nogle forrygende racerløb,” lød det fra livestudiet hos TV 2 SPORT, hvor vært Ulrik Jönsson denne gang havde inviteret den nykårede mester i det amerikanske sportsvognsmesterskab, Mikkel Jensen, med i studiet. “Imola er en fed, men også meget krævende bane. Du skal arbejde helt anderledes med bilen, når den bliver let hen over bakkerne. Samtidig skal du ramme curben helt rigtigt, og gerne ret voldsomt, for at nå de hurtige omgangstider. Det er en oldschool racerbane, hvor du skal kunne dit kram for at vinde,” lød det fra racerkøreren.

 

Løb 1

Efter endnu en yderst tæt kvalifikation, hvor de 19 første biler lå indenfor blot ét sekund af hinandens omgangstider, var det Lasse Bak (FYRA SimSport), som for anden afdeling i træk tog pole position til første løb – denne gang efterfulgt af teamkammeraten Mikkel Gade og Anton Güllich (Odense Gokart Hal). Güllich mistede dog allerede under løbsstarten sin position til Martin Christensen, og således kunne tre teamkammerater fra FYRA SimSport foreløbigt lukke de tre forreste pladser af. De kørte imidlertid som hinandens værste rivaler, og på femte omgang var det kofanger mod kofanger ned ad den ekstremt hurtige langside på Imola – i øvrigt med en Anton Güllich i hælene på en fjerdeplads. Firkløveret lagde afstand til resten af feltet, men snart fik endnu en FYRA SimSport-kører, Kevin Nielsen, kæmpet sig frem til gruppen. Det blev i sidste ende Lasse Bak, som for anden gang i sæsonen kunne kalde sig løbsvinder, efterfulgt af Mikkel Gade og Martin Christensen, mens det lykkedes for Anton Güllich at forsvare sin fjerdeplads overfor Kevin Nielsen på femtepladsen.

Løb 2

Med de 12 bedst placerede biler fra første heat placeret i omvendt rækkefølge til andet heat, var det teamkammeraterne Asger Radsted og Mathias H. Jensen (VG Racing Apex Academy), som skulle starte henholdsvis P1 og P2 med Frederik Kjeldgaard Jørgensen (Porsche Danmark Esport Racing) og Casper Lund (P1 Esport) i anden række. Bastian Buus (Porsche Danmark Esport Racing) kom godt fra start og satte sammen med teamkammeraten Kjeldgaard et angrebsforsøg ind på VG Racing-bilerne, men uden held. Mens Kjeldgaard senere røg af banen og mistede placeringer, fortsatte Buus kampen på en tredjeplads, og herefter fulgte en række spændende og nervepirrende omgange, hvor Buus først tog andenpladsen fra Martin H. Jensen – og på sidste omgange erobrede føringen fra Asger Radsted i en imponerende og iskold overhaling i Tamburello-chikanen. Dette udløste sæsonens første sejr til Bastian, mens Asger Radsted og Mathias H. Jensen fulgte efter på en anden- og tredjeplads med FYRA SimSport-kørerne Kevin Nielsen og Mikkel Gade på en fjerde- og femteplads.

 

Lasse Bak fortsat i føring

Udfaldet af anden afdeling betød en rokering i toppen af mesterskabsstillingen, hvor Lasse Bak fortsat har føringen, mens Casper Lund (P1 Esport) falder flere positioner ned og må afgive andenpladsen til Mikkel Gade. Martin Christensen havde også en dårlig dag på Imola og må afgive sin tredjeplads til Bastian Buus, mens Christensen selv rykker ned på en fortsat fjerdeplads. Næste afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark afvikles på den virtuelle udgave af den belgiske Spa-Francorchamps onsdag den 22. december og sendes på TV 2 SPORT fra klokken 17.30.

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: Esport Racing
Video: Field Production

 

Galleri
Relaterede artikler

Sæsonpremiere på Porsche Esports Carrera Cup Denmark: Sikkert ræs på Nürburgring

Lasse Bak tog mesterskabsføringen efter sæsonpremieren på Porsche Esports Carrera Cup Denmark, som blev afviklet på den virtuelle udgave af Nürburgring.

Læs mere

Porsche Esports Carrera Cup Denmark: Jagten på Danmarks hurtigste esportkører er gået ind

Hvem er Danmarks hurtigste racerkører i den virtuelle verden? Landets hurtigste esportkørere skal igen konkurrere om den prestigefulde titel og en præmiesum på 100.000 kroner i den nye sæson af Porsche Esports Carrera Cup Denmark.

Læs mere

Bliv klogere på digital motorsport: Tips og gode råd

I den digitale motorsport er du tættere på virkeligheden end du tror, og i simulatoren gælder de samme basale teknikker, som i den virkelige racerbil. Her er fire forskellige tips og input, som gør dig hurtigere.

Læs mere