9. februar 2021

Der var masser af dramatik på Formel 1-banen i Barcelona, hvor det lykkedes for Martin Christensen at forsvare sin førerposition i Porsche Esports Carrera Cup Denmark.

2021 02 porsche magasin pecc afd7 billede 01.jpg

Spansk temperament

Syvende afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark startede allerede lørdag aften klokken 20.00, da seriens organisation endelig afslørede hvilken bane, der skulle lægge virtuel asfalt til søndagens opgør. Også denne gang faldt valget på en bane, som i dén grad er kendt for tæt ræs og intense kampe, nemlig den spanske Formel 1-bane, Circuit de Barcelona-Catalunya. “Det er en bane, som rigtig mange, såvel racerkørere som motorsportsfans, forbinder med oldschool ræs af høj kvalitet, selv om det faktisk er en ret ny bane sammenlignet med andre berømte racerbaner. Den har masser af udfordrende bremsezoner og små, skarpe sving, og samtidig har den lange, hurtige stræk. Der er gode overhalingsmuligheder, og samtidig byder den på steder, hvor du kan kvaje dig helt vildt. Samlet set er det en bane, som belaster og udfordrer både bil og kører, hvilket netop er årsagen til, at den bruges som testbane af blandt andre Formel 1-feltet,” lød det fra motorsportskommentator Jens Winther, som sammen med vært Ulrik Jönsson og ekspertkommentator Karsten Lemche igen havde indtaget livestudiet hos TV 2 SPORT.

Løb 1

Det var Mikkel Gade, som tog pole position i kvalifikationen, og køreren fra BS+ Competition holdt sin føring, da søndagens første løb blev sat i gang på Circuit de Barcelona-Catalunya – godt forfulgt af Marcus Jensen (Team Redline), som allerede i første sving måtte afgive sin position til Martin Christensen (Williams Esport). Under starten udspillede der sig dramatik bagest i feltet, hvor Lasse Sørensen (Tripple A Esports Strøjer Tegl) slog et par saltomortaler med sin Porsche 911 GT3 Cup-racerbil, før han kunne genoptage løbet. Senere var det Lucas Daugaard (VG Racing eSport R.D.), som fik nærkontakt med en konkurrent og blev sendt ned bagest i feltet, og kort efter skete det samme for teamkammeraten Mathias H. Jensen. Med ni minutter tilbage af løbet gik Lasse Bak i angreb på Marcus Jensen og lykkedes med at overtage tredjepladsen i en overhaling, som dommerne imidlertid ikke accepterede, hvorefter den regerende danmarksmester blev beordret til at falde en position tilbage. Helt forrest lå Martin Christensen konstant og lurepassede bag Mikkel Gade, før Williams-køreren endelig gik til angreb og sikrede føringen – og sejren – på allersidste omgang. Mikkel Gade måtte dermed tage til takke med en andenplads, Marcus Jensen rundede podiet af med en tredjeplads, mens Lasse Bak og Frederik Kjeldgaard Jørgensen (Porsche Danmark Esport Red) sluttede henholdsvis firer og femmer.

2021 02 porsche magasin pecc afd7 billede 02.jpg

2021 02 porsche magasin pecc afd7 billede 03.jpg

Løb 2

Takket være reglen om omvendt startrækkefølge for de 10 hurtigste biler fra søndagens første løb, kunne Mathias Dall (VG Racing eSport J.D.) starte fra en pole position i andet løb, efterfulgt af de to AXA Simsport-kørere Kevin Nielsen og Casper Lund på anden- og tredjepladsen, mens Bastian Buus (Porsche Danmark Esport Green) startede firer. Dall kom hurtigt under pres fra Casper Lund, som tog føringen på første omgang, hvorefter Bastian Buus indtog tredjepladsen og senere kunne tage føringen efter en duel mellem Lund og Dall – som endte med et sammenstød og en drive through-straf til Lund. Derefter var det Bastian Buus, Lasse Bak og Martin Christensen, som udgjorde det førende felt, mens Mikkel Gade og Frederik Kjeldgaard Jørgensen pludselig indledte en underholdende kamp om sjettepladsen. Med 21 minutter igen tog Lasse Bak føringen fra Bastian Buus, som herefter kom under pres fra Martin Christensen. Buus forsvarede længe sin andenplads, men med 13 minutter tilbage måtte Porsche Danmark Esports-køreren give op og lade Christensen slippe forbi. Undervejs lykkedes det samtidig for Mikkel Gade at arbejde sig igennem det hårde felt, og med ni minutter tilbage af løbet indtog han femtepladsen, før han med mindre end to minutter tilbage af løbet slap forbi Marcus Jensen efter en underholdende side-om-side-duel. Helt fremme kunne Lasse Bak køre over målstregen som den første med over to sekunder ned til nærmeste konkurrent, teamkammeraten Martin Christensen, mens Bastian Buus, Mikkel Gade og Marcus Jensen sluttede på henholdsvis en tredje-, fjerde- og femteplads.

Øget føring til Martin Christensen

Syvende afdeling af Porsche Esports Carrera Cup ændrede således ikke på top-2-stillingen i mesterskabet, hvor Martin Christensen forsvarede sin føring (1.640 point) og samtidig øgede afstanden til Mikkel Gade (1.543 point). Til gengæld lykkedes det for Lasse Bak (1.520 point) at overtage tredjepladsen fra Marcus Jensen (1.489 point), og den regerende danmarksmester kunne dermed afslutte endnu en weekend en position længere oppe på listen. Frederik Kjeldgaard Jørgensen forsvarede sin femteplads, mens Bastian Buus (Porsche Danmark Esports Green) kunne indtage sjettepladsen. Næste afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark afvikles den 21. februar.

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: ESR; Video: Lars Ege, Field Production

2021 02 porsche magasin pecc afd7 billede 06.jpg

Video: Syvende afdeling af Porsche Esports Carrera Cup

Syvende afdeling blev kørt på den spanske Formel 1-bane i Barcelona – se highlights fra løbet i videoen her!
Galleri
Relaterede artikler

Sjette afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Benhårdt ræs på Sebring

Williams-køreren Martin Christensen kæmpede sig tilbage på en førsteplads i Porsche Carrera Cup Esport-mesterskabet efter en benhård sjette afdeling på Sebring International Raceway.

Læs mere

Femte afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Tætte kampe på Silverstone

Mikkel Gade overtog føringen i Porsche Esports Carrera Cup Denmark efter actionfyldt afdeling på Silverstone, som endte dyrt for den regerende mester, Lasse Bak.

Læs mere

Fjerde afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Dragracing på Daytona

Marcus Jensen måtte afgive førerpositionen i Porsche Esports Carrera Cup efter en actionfyldt afdeling på Daytona International Speedway.

Læs mere