28. januar 2021

Williams-køreren Martin Christensen kæmpede sig tilbage på en førsteplads i Porsche Carrera Cup Esport-mesterskabet efter en benhård sjette afdeling på Sebring International Raceway.

2021 01 porsche magasin pecc afd 6 billede 01.jpg

En rå kampscene

Sebring International Raceway er sød musik i ørerne på alverdens motorsportsfans, for den tidligere militærlufthavn nær byen Sebring midt i Florida har siden halvtredserne lagt asfalt til et af de mest legendariske internationale sportsvognsløb, 12 Hours of Sebring. I dag indgår den spektakulære bane stadig som en del af både det amerikanske IMSA-mesterskab og FIA World Endurance Championship, og banen har endda dansk islæt, da tredje sving efter start-mål-langsiden er navngivet ‘Kristensen Corner’ efter en vis dansk storvindende racerkører. At Sebring skulle være udgangspunktet for sjette afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark blev denne gang annonceret allerede dagen før løbet for at give kørerne bedre muligheder for at træne på den amerikanske racerbane, og ifølge sportskommentator Jens Winther var dét bestemt godt nyt for kørerne, eftersom Sebring er en bane, som kræver grundig øvelse at besejre. “Du finder ingen anden racerbane i verden, som er så hård ved bilerne som Sebring. Banen består af en vild blanding af asfalt og beton, hvilket giver ekstreme udfordringer og kræver utroligt meget af kørerne. Hvis du laver en fejl de forkerte steder, så rammer du en mur, og så er løbet slut. Samtidig kan du vinde meget på at tage chancer, og alt dette har ofte resulteret i nogle fede og spændende ræs med underholdende kampe,” lød det fra TV 2 SPORT-studiet under optakten til søndagens to løb.

Første løb

Det var Lasse Bak, som tog pole position i kvalifikationen til søndagens første løb på Sebring International Raceway. Den regerende danmarksmester fra Williams Esport, som sluttede femte afdeling af med en løbssejr på Silverstone, kom til gengæld uheldigt fra start og gled ned gennem rækkerne, da lamperne endelig blev slukket på Sebring. Det var herefter Lasse Sørensen (Tripple A Esports Strøjer Tegl), som overtog føringen i løbet, som begyndte med en del kontakt mellem bilerne i de første sving. Martin Christensen, som havde udvist tydelig skuffelse efter en kvalifikation, der placerede ham på en 12. plads på startgridden, udnyttede til gengæld kaosset og var snart oppe på en syvendeplads. Efter de første to omgange samlede de fem forreste biler sig i en gruppe bestående af Lasse Sørensen som førende, skarpt forfulgt af Mikkel Gade (BS+ Competition), Bastian Buus (Porsche Danmark Esport Team Green), Marcus Jensen (Team Redline) og Anton Güllich (HM Engineering). Der gik dog ikke mange omgange, før Mikkel Gade satte et angreb ind på Lasse Sørensen i nedbremsningen til sidste sving inden start-mål-langsiden, hvilket lykkedes – mens Bastian Buus forsøgte at gå med, men forgæves. Med 10 minutter tilbage af løbet var top-10 tæt pakket, og herefter indledtes en kamp mellem teamkammeraterne Martin Christensen og Lasse Bak, alt imens Lasse Sørensen tilbageerobrede føringen fra Mikkel Gade. Kampen mellem Bak og Christensen endte dog uheldigt for Bak, som med blot fem minutter tilbage af løbet ramte muren og snurrede rundt. Og i løbets allersidste minutter kom Mikkel Gade for alvor under pres fra Bastian Buus, som lykkedes med at avancere endnu en placering inden målflaget. Det blev således Lasse Sørensen, som tog sejren i søndagens første løb på Sebring, mens Bastian Buus sluttede på en stærk andenplads foran Mikkel Gade. Marcus Jensen sluttede på fjerdepladsen, mens Martin Christensen rundede top-fem af. Pole-vinderen Lasse Bak måtte tage til takke med en 10. plads.

2021 01 porsche magasin pecc afd 6 billede 02.jpg

2021 01 porsche magasin pecc afd 6 billede 04.jpg

Løb 2

Den skuffende afslutning for Lasse Bak i søndagens første løb betød til gengæld, at Williams Esport-køreren også kunne starte forrest i andet løb. Og her gik det straks bedre for Bak, som tog en sikker start i sin virtuelle Porsche 911 GT3 Cup-racer. Igen var der kontakt mellem en del biler i de første sving, og det betød blandt andet, at Mikkel Gade mistede adskillige positioner og desuden blev idømt en strafbane for påkørsel af en konkurrent. Bedre gik det for Martin Christensen, som hurtigt vekslede sin femteplads til en fjerdeplads ­– og få omgange senere overtog tredjepladsen. Christensen var i det hele taget flyvende i søndagens andet løb og indtog med 19 minutter tilbage af løbet andenpladsen. Herefter så man Bastian Buus, Lasse Sørensen og Mathias H. Jensen (VG Racing eSport J.D.) i en underholdende kamp, hvor der flere gange blev skiftet positioner, ligesom også de to teamkammerater fra AXA SimSport, Casper Lund og Kevin Nielsen, sørgede for underholdning i form af en intens battle. Imens lignede det en andenplads for Martin Christensen, som længe havde forsøgt at komme forbi den førende Lasse Bak – men på allersidste omgange skiftede de to teamkammerater pludselig position efter en uheldig fejl begået af Bak. Det blev således Martin Christensen, som kunne kalde sig vinder af søndagens sidste Carrera Cup-løb på Sebring International Raceway med en marginal sejr på blot otte hundrededele foran Lasse Bak. Tredjepladsen gik til Mathias Dall (VG Racing eSport J.D.), som kunne runde podiet af efter en flot kørsel.

Optur for Martin Christensen

Sjette afdeling af Porsche Esport Carrera Cup Danmark på Sebring endte således – trods en dårlig start – med succes for Martin Christensen. Den solide pointhøst betød nemlig, at Williams-køreren kunne tilbageerobre føringen i mesterskabet – nu med 1.347 point – mens Mikkel Gade dumpede ned på en andenplads (1.285 point). Marcus Jensen formåede at forsvare sin tredjeplads (1.253 point), mens Lasse Bak vekslede sin femteplads til en fjerdeplads (1.214 point). Frederik Kjeldgaard (Porsche Danmark Esport Team Red) måtte til gengæld afgive en position (1.161 point) og rundede således top-fem af. Næste afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark afvikles den 7. februar.

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: ESR; Video: Lars Ege, Field Production

2021 01 porsche magasin pecc afd 6 billede 03.jpg

Video: Sjette afdeling af Porsche Esports Carrera Cup

Sjette afdeling blev kørt på den amerikanske bane Sebring – se highlights fra løbet i videoen her!
Galleri
Relaterede artikler

Femte afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Tætte kampe på Silverstone

Mikkel Gade overtog føringen i Porsche Esports Carrera Cup Denmark efter actionfyldt afdeling på Silverstone, som endte dyrt for den regerende mester, Lasse Bak.

Læs mere

Fjerde afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Dragracing på Daytona

Marcus Jensen måtte afgive førerpositionen i Porsche Esports Carrera Cup efter en actionfyldt afdeling på Daytona International Speedway.

Læs mere

Tredje afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Dramatisk afslutning på Monza

Mesterskabsstillingen i den virtuelle udgave af Porsche Carrera Cup Denmark blev intensiveret i tredje afdeling på Monza, som bød på en dramatisk afslutning.

Læs mere