25. februar 2021

Vild kamp om positionerne på den italienske Formel 1-bane, hvor Mikkel Gade både skuffede og sejrede – og lavede om på mesterskabsstillingen i Porsche Esports Carrera Cup Denmark.

2021 02 porsche magasin pecc afd8 billede 01.jpg

Italiensk klassiker

Imola er kendt for at byde på nærkampe og intense øjeblikke, og dét var uden tvivl også forventningen hos de 40 deltagere i Porsche Esports Carrera Cup Danmark, da det blev afsløret, at den italienske Formel 1-bane skulle lægge virtuel asfalt til ottende afdeling af den benhårde serie. Action og spænding er noget, som for længst har kendetegnet det danske digitale motorsportsmesterskab, og med Imola som arena mente motorsportskommentator Jens Winther, at der igen var lagt op til to underholdende Carrera Cup-løb. “Imola er et historisk sted. Det er en bane, som byder på rigtig mange gode overhalingsmuligheder, og samtidig har den et oldschool layout med markante højdeforskelle, hvilket gør den til en af de dér rigtig spændende klassiske baner, hvor alt kan ske. Det er også en af de baner, hvor det er ekstra vigtigt at gøre det godt i kvalifikationen, for i de første chikaner lige efter start-mål-langsiden sker der ofte ting og sager, når alle skal igennem samtidig, så dér vil du rigtig gerne være alene helt oppe foran, lød det motorsportskommentator Jens Winther, som sammen med vært Ulrik Jönsson og den faste ekspert i esport-racing, Karsten Lemche, igen havde indtaget livestudiet hos TV 2 SPORT.

Løb 1

Efter anden weekend i træk at have taget pole position til søndagens første løb, fik Mikkel Gade (BS+ Competition) en katastrofal start og måtte se sig selv blive overhalet af adskillige biler, mens Williams Esport-kørerne Lasse Bak og Martin Christensen samt Bastian Buus (Porsche Danmark Esport Green) tog de tre forreste positioner og straks lagde afstand til resten af feltet. Længere nede forsøgte Mikkel Gade at kæmpe sig frem igen, men knap halvvejs inde i løbet fik han kontakt med Frederik Kjeldgaard Jørgensen (Porsche Danmark Esport Red), som måtte en tur af banen, hvilket resulterede i en straf til Gade. Med 10 minutter igen lå Mikkel Gade i kamp med Anton Güllich (HM Engineering) og Mikkel Søndergaard (Sim-Performance Esport) om syvendepladsen, og søndagens første løb blev ganske enkelt et mareridt for pole-vinderen. Oppe i front formåede Lasse Bak at holde føringen, selv efter et angreb fra Martin Christensen i løbets sidste minutter. Bak kunne køre i mål på en sikker førsteplads, forfulgt af Christensen og Buus på henholdsvis anden- og tredjepladsen. Mikkel Gade måtte tage til takke med ottendepladsen.

2021 02 porsche magasin pecc afd8 billede 02.jpg

2021 02 porsche magasin pecc afd8 billede 08.jpg

Løb 2

Da de 10 hurtigste kørere fra søndagens første løb traditionelt starter i omvendt rækkefølge til andet løb, var det således Mikkel Søndergaard, der kunne indtage pole position i søndagens næste udfordring. Og mens Mikkel Gade var udfordret af sin ottendeplads i første løb, betød det imidlertid, at han kunne starte fra en tredjeplads med et godt forspring til sine nærmeste konkurrenter i mesterskabet, Lasse Bak og Martin Christensen. Der gik da heller ikke mange minutter, før Gade tog føringen i løbet, som udviklede sig dramatisk og gjorde Imola-banen til dét, som kommentatorerne i livestudiet kaldte for en krigszone. Først røg Magnus Wasteson (Porsche Danmark Esport Red) af banen, og senere teamkammeraten Frederik Kjeldgaard, inden selv den mesterskabsførende Martin Christensen måtte af banen i det berygtede Aqua Minerale-sving. Mens Gade holdt føringen, skete endnu et sammenstød, som sendte Lasse Bak ud af kampen, før også Bastian Buus måtte forlade asfalten. Bedre gik det for Frederik Kjeldgaard, som holdt skansen og med 12 minutter tilbage af løbet snuppede to positioner og avancerede fra ottende- til sjettepladsen i en stærk manøvre. Mod løbets slutning var der imidlertid kun én af mesterskabsfavoritterne tilbage på top-10-listen, og hvor Mikkel Gade måtte acceptere et nederlag i første løb, kunne han nu køre over stregen som vinder af søndagens sidste løb, mens hverken Lasse Bak, Martin Christensen eller Marcus Jensen (Team Redline) scorede nogle point. En formidabel Anton Güllich og en stærk Mathias Dall (VG Racing eSport J.D.) sluttede henholdsvis toer og treer.

Comeback for Mikkel Gade

Hvad der startede skidt sluttede suverænt for Mikkel Gade, som kom til Imola på en andenplads i mesterskabsstillingen og kunne tage derfra på en delt førsteplads efter et finaleløb, hvor han tog samtlige 150 point, mens rivalerne sluttede tomhændet. Både Martin Christensen og Mikkel Gade har nu 1.783 point, mens Lasse Bak nu er tættere på føringen end før med sine 1.670 point. På fjerde- og femtepladsen er fortsat Marcus Jensen (1.600 point) og Frederik Kjeldgaard Jørgensen (1.536 point), mens Bastian Buus (1.428 point) er røget en position ned og har givet sjettepladsen til Anton Güllich (1.442 point). Næste afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark afvikles den 7. marts.

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: ESR; Video: Lars Ege, Field Production

2021 02 porsche magasin pecc afd8 billede 04.jpg

Video: Ottende afdeling af Porsche Esports Carrera Cup

Ottende afdeling blev kørt på den italienske Formel 1-bane – se highlights fra løbet i videoen her!
Galleri
Relaterede artikler

Syvende afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Vilde kampe i Barcelona

Der var masser af dramatik på Formel 1-banen i Barcelona, hvor det lykkedes for Martin Christensen at forsvare sin førerposition i Porsche Esports Carrera Cup Denmark.

Læs mere

Sjette afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Benhårdt ræs på Sebring

Williams-køreren Martin Christensen kæmpede sig tilbage på en førsteplads i Porsche Carrera Cup Esport-mesterskabet efter en benhård sjette afdeling på Sebring International Raceway.

Læs mere

Femte afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Tætte kampe på Silverstone

Mikkel Gade overtog føringen i Porsche Esports Carrera Cup Denmark efter actionfyldt afdeling på Silverstone, som endte dyrt for den regerende mester, Lasse Bak.

Læs mere