12. marts 2021

Lasse Bak er tilbage i mesterskabsføringen efter niende afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark, hvor den regerende danmarksmester tog pole position og vandt begge løb.

2021 03 porsche magasin pecc afd9 billede 01.jpg

Nu bliver det alvor

Road America lagde virtuel asfalt til niende og næstsidste afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark, og ganske som ventet blev den amerikanske racerbane centrum for en intensiveret kamp mod mesterskabstitlen, hvor de klare favoritter efter otte runder er Williams Esport-kørerne Lasse Bak og Martin Christensen samt Mikkel Gade (BS+ Competition). “Road America er en rigtig herrebane. Det er en bane med meget svære sving efterfulgt af langsider, hvilket giver rigtig mange gode overhalingsmuligheder og samtidig mulighed for at slipstreame,” lød det fra ekspert i esport-racing, Karsten Lemche, som sammen med vært Ulrik Jönsson og motorsportskommentator Jens Winther igen havde indtaget livestudiet hos TV 2 SPORT. Niende afdeling markerede næstsidste runde af det officielle danske esportsmesterskab, hvor de 40 deltagere kæmper om en samlet præmiepulje på 100.000 kroner. Jens Winther var ikke i tvivl om, hvilke typer kørere, man ville se i dagens to løb: “Så tæt på finalen har du to typer kørere. Du har dem, som på falderebet satser det hele og tager nogle vilde chancer for at komme frem i rækkerne. Og så har du dem, som gør alt for at forsvare deres position. De begynder at blive forsigtige, for de vil ikke gøre noget forkert, de vil ikke rammes af andre biler, og de bliver simpelthen nødt til at gøre alt rigtigt, hvis de skal vinde.”

Løb 1

Lasse Bak dominerede kvalifikationen og lavede en optimal start fra pole position i søndagens første 20 minutter lange løb, hvor Mikkel Gade og Kevin Nielsen (AXA Simsport) startede toer og treer. Martin Christensen startede P5 efter en udfordrende kvalifikation, men Williams Esport-køreren tog hurtigt en position under starten og var herefter med i førerfeltet. Efter fem minutters kørsel kørte Marcus Jensen (Team Redline) pludselig af banen, hvorefter Bastian Buus (Porsche Danmark Esport – Team Green) overtog ottendepladsen, og kort efter snurrede Magnus Wasteson (Porsche Danmark Esport – Team Red) rundt og afleverede 10. pladsen til teamkammeraten Frederik Kjeldgaard Jørgensen. Med 10 minutter tilbage gik Mikkel Gade i angreb på den førende Lasse Bak, men blev trængt af sidstnævnte (som blev tildelt en advarsel for dette). Gade formåede dog at overhale Bak, som i kampens hede røg helt ned på en fjerdeplads, mens Martin Christensen avancerede fra en tredje- til en andenplads. Kampen om føringen havde på dette tidspunkt samlet seks biler i det forreste felt, og med fire minutter igen lod Martin Christensen sin teamkammerat, Lasse Bak, overhale. Bak havde tydeligvis mere fart end sine konkurrenter og kunne kort efter overtage føringen fra en presset Gade, som i samme handling også måtte lade Martin Christensen trække forbi. De to Williams Esport-kørere lagde herefter afstand til Gade, som samtidig kom under pres fra Marcus Jensen. Det lykkedes dog for Gade at holde sin tredjeplads helt frem til målflaget, og løbet blev vundet af Lasse Bak med Martin Christensen på andenpladsen.

2021 03 porsche magasin pecc afd9 billede 02.jpg

2021 03 porsche magasin pecc afd9 billede 03.jpg

Løb 2

Med omvendt startrækkefølge for de 10 hurtigste fra søndagens første løb var det nu Casper Lund (AXA Simsport), Mathias Dall (VG Racing eSport J.D.) og Rasmus Busk (HM Engineering), som skulle starte henholdsvis etter, toer og treer i søndagens andet og 30 minutter lange løb. Et løb, som startede kaotisk, da Magnus Wasteson blev ramt bagfra i den tunge trafik, hvilket skabte en kædereaktion og efterlod Porsche Danmark Esport-køreren på taget i sin digitale Porsche. Bedre gik det for Bastian Buus, som avancerede fra femte- til tredjepladsen gennem de første sving og derefter snuppede andenpladsen lige efter en førende Mathias Dall. Herefter opstod et større virvar, da Rasmus Busk blev prikket af Mathias H. Jensen (VG Racing eSport J.D.), hvilket skabte en ny kædereaktion, som tog mesterskabsfavoritterne Mikkel Gade og Martin Christensen med i crashet. Lasse Bak undgik med nød og næppe at blive involveret, og med to rivaler sat ud af spillet kunne han nu sætte kursen mod føringen, som i mellemtiden var overtaget af en hurtig Bastian Buus. Der var dog ingen tvivl om, at Buus snart ville blive udfordret af Bak, som position for position arbejdede sig op gennem feltet, og med 12 minutter tilbage af løbet var den regerende mester igen i front. Buus blev herefter udfordret af den unge Anton Güllich, som formåede at hænge på det førende felt. Buus forsvarede dog sin andenplads hele vejen til målflaget, og det blev i stedet i Malte Ebdrup (RS Competition), som tog tredjepladsen foran Güllich. Lasse Bak var igen den suveræne vinder.

Lasse Bak tilbage på tronen

Med to løbssejre og en pole position blev Lasse Bak den helt store pointhøster i niende afdeling af Porsche Esports Carrera Cup. I den rene mesterskabsstilling, hvor resultaterne fra hver enkelt kørers fire dårligste løb er trukket fra, er Williams Esport-køreren nu helt fremme på førstepladsen med 1.843 point, mens teamkammeraten Martin Christensen er blot 10 point bagefter (1.833 point) og Mikkel Gade indtager tredjepladsen med 1.786 point. Ingen tvivl om, at de tre frontrunners er favoritter til mesterskabssejren i en nervepirrende finale – men med 310 point at køre om, er Marcus Jensen (1.636 point) og Bastian Buus (1.551 point) stadig med i kapløbet om den prestigefulde titel. Den 10. og sidste afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark løber af stablen lørdag den 17. april.

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: ESR; Video: Field Production

2021 03 porsche magasin pecc afd9 billede 04.jpg

Video: Niende afdeling af Porsche Esports Carrera Cup

Niende afdeling blev kørt på Road America – se highlights fra løbet i videoen her!
Relaterede artikler

Ottende afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Ren krigszone på Imola

Vild kamp om positionerne på den italienske Formel 1-bane, hvor Mikkel Gade både skuffede og sejrede – og lavede om på mesterskabsstillingen i Porsche Esports Carrera Cup Denmark.

Læs mere

Syvende afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Vilde kampe i Barcelona

Der var masser af dramatik på Formel 1-banen i Barcelona, hvor det lykkedes for Martin Christensen at forsvare sin førerposition i Porsche Esports Carrera Cup Denmark.

Læs mere

Sjette afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Benhårdt ræs på Sebring

Williams-køreren Martin Christensen kæmpede sig tilbage på en førsteplads i Porsche Carrera Cup Esport-mesterskabet efter en benhård sjette afdeling på Sebring International Raceway.

Læs mere