5. januar 2021

Marcus Jensen måtte afgive førerpositionen i Porsche Esports Carrera Cup efter en actionfyldt afdeling på Daytona International Speedway.

2020 12 porsche magasin pecc billede 1.jpg

Amerikansk dragracing

Amerikansk motorsport foregår ofte på gigantiske ovalbaner, og dét var netop, hvad der var udgangspunktet for fjerde afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark. Daytona International Speedway – den nok mest berømte af alle amerikanske racerbaner – skulle nemlig lægge virtuel asfalt til endnu en runde af det danske digitale motorsportsmesterskab, og dét var ifølge ekspertkommentator Karsten Lemche bestemt ikke noget, som Carrera Cup-seriens hurtige esportkørere havde forventet. Derfor var der masser af trafik på banen under den frie træning, hvor nogle kørere stiftede bekendtskab med Daytona for første gang. Som Karsten Lemche forklarede under kvalifikationen er ‘slipstreamen’ – det hul i luften, som den forreste bil skaber – altafgørende på en bane som Daytona. Hullet i luften betyder nemlig, at du altid opnår den hurtigste omgangstid ved at ligge bag dine konkurrenter i de næsten lodrette kurver – og dét kræver kolde hoveder og klog taktik.

Første løb

Det var Mikkel Gade, som startede søndagens første løb fra pole position, og køreren fra Vendaval Racing kom stærkt fra start, men måtte afgive førstepladsen allerede på første omgang grundet en straf i ‘bus stop’-chikanen. Herefter var det Lasse Bak (Williams Esport), som overtog føringen, hvilket førte til en underholdende kamp mellem de tre førende biler: Lasse Bak og Williams-kollegaen Martin Christensen samt den mesterskabsførende Marcus Jensen (Team Redline), mens Porsche Danmark Esport Green-køreren Bastian Buus lurepassede på fjerdepladsen. Der opstod kort efter kontakt mellem Marcus Jensen og Martin Christensen i det snævre sving efter start-mål-langsiden, hvilket satte Jensen bagud, mens Bak, Christensen og Buus herefter udgjorde top-tre. Senere lykkedes det for en suveræn Mikkel Gade (Vendaval Racing) at arbejde sig godt op i førerfeltet, men en ellers spændende duel mellem ham og Lasse Bak sluttede brat, da de to kamphaner kørte side om side ind i chikanen med dobbelt afkørsel som resultat. Herefter kom Martin Christensen i front, men ikke uden pres fra Bastian Buus på andenpladsen, Andreas Jochimsen (Tripple A Esports Strøjer Tegl) på tredjepladsen og Rasmus Busk (HM Engineering) på fjerdepladsen. Mod slutningen af løbet udspillede der sig en intens duel mellem Christensen og Buus – men det endte ikke desto mindre med en overraskende sejr til Jochimsen, som brugte slipstreamen til at trække det længste kort og overhalede begge konkurrenter lige inden det ternede flag. Christensen sluttede på en andenplads og Buus på en flot tredjeplads.

2020 12 porsche magasin pecc billede 2.jpg

Andet løb

I søndagens andet løb blev der traditionelt vendt rundt på de 10 første biler på startgridden. Det uheldige udfald af første løb for Mikkel Gade og Lasse Bak betød således, at de to mesterskabsfavoritter skulle starte i forreste række, og da de grønne lamper lyste op, satte de kvikt afsted og fik hurtigt skabt et hul til de øvrige konkurrenter. Lasse Bak overtog føringen på første omgang, og kampen mellem de to betød, at Martin Christensen og en aggressiv Frederik Vesti (Sim-Performance Esport) snart indhentede dem. Med 18 minutter tilbage af det 30 minutter lange løb missede Lasse Bak det snævre sving efter start-mål-langsiden og ryger ned på en fjerdeplads, og herefter opstod der en underholdende kamp mellem Vesti og Christensen, hvilket Bak udnyttede til at kæmpe sig tilbage til en andenplads. Med 11 minutter igen snuppede Christensen andenplads fra Bak – fortsat med en Mikkel Gade i føring – og den resterende del af løbet udviklede sig således til en spændende kamp i gruppen af de fire førende biler, hvor der ustandseligt blev skiftet positioner. I sidste ende blev det Mikkel Gade, der lykkedes med at holde sin føring helt til målstregen, men godt presset af en Lasse Bak på andenpladsen, Martin Christensen på tredjepladsen og herefter Vesti og Buus.

Omrokering i mesterskabsstillingen

Med en ærgerlig weekend for Marcus Jensen, som måtte tage til takke med en 18. plads i søndagens andet løb på Daytona International Speedway, måtte Team Redline-køreren foreløbigt vinke farvel til føringen i Porsche Esports Carrera Cup Denmark, som efter fjerde afdeling er overtaget af Martin Christensen (983 point), mens Mikkel Gade (890 point) rykker op på andenpladsen, mens Lasse Bak er tilbage i top-tre med 851 point. Frederik Kjeldgaard Jørgensen (Porsche Danmark Esport Red) rykker en placering op (831 point) til en fjerdeplads, mens Marcus Jensen altså må bytte sin føring ud med en foreløbig femteplads (785 point) i stillingen. Næste afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark afvikles den 10. januar.

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: ESR; Video: Lars Ege, Field Production

2020 12 porsche magasin pecc billede 3.jpg

Video: Fjerde afdeling af Porsche Esports Carrera Cup

Fjerde afdeling bød på Dragracing på Daytona International Speedway – se highlights fra løbet i videoen her!
Galleri
Relaterede artikler

Tredje afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Dramatisk afslutning på Monza

Mesterskabsstillingen i den virtuelle udgave af Porsche Carrera Cup Denmark blev intensiveret i tredje afdeling på Monza, som bød på en dramatisk afslutning.

Læs mere

Anden afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Dueller og nærkampe i Texas

Anden afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark fandt sted på den virtuelle udgave af Circuit of The Americas, hvor der igen ikke blev sparet på underholdningen.

Læs mere

Sæsonpremiere på Porsche Esports Carrera Cup: Masser af action på Spa-Francorchamps

Første afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark blev skudt i gang med et brag, og der blev kørt tæt i kampene om sejrene på den virtuelle udgave af Spa-Francorchamps.

Læs mere