13. januar 2021

Mikkel Gade overtog føringen i Porsche Esports Carrera Cup Denmark efter actionfyldt afdeling på Silverstone, som endte dyrt for den regerende mester, Lasse Bak.

2021 01 porsche magasin pecc afd 5 billede 1.jpg

Klassisk

Silverstone er elsket af både sportsvogns- og formelkørere for sin kombination af lynhurtige strækninger og udfordrende svingsektioner, som giver anledning til tæt kørsel. Netop derfor er den også populær blandt esportkørere, hvor marginalerne ofte er endnu mindre end i den virkelige verden Der må derfor have været glæde at spore blandt Porsche Esports Carrera Cup-kørerne, da det søndag morgen klokken 6.00 blev offentliggjort, at den engelske racerbane skulle lægge virtuel asfalt til sæsonens femte afdeling. Femte afdeling bød desuden på en nyhed i form af direkte transmission af søndagens to løb på TV 2 SPORT, hvor sportskommentator Jens Winther beskrev Silverstone som en oldschool racerbane, som gennem årene løbende er blevet moderniseret og gjort tidssvarende, men uden at ødelægge de spændende elementer ved banen. En bane, som virkelig udfordrer kørerne – såvel i den virkelige som i den virtuelle verden – og som byder på gode overhalingsmuligheder, hvilket gør den som skabt til Porsche Esports Carrera Cup, hvor næsten halvdelen af det 40 kørere store felt placerede sig indenfor et sekund under formiddagens træning.

Første løb

Ligesom på Daytona i fjerde afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark var det igen Mikkel Gade (BS+ Competition), som sikrede pole position til søndagens første løb på Silverstone, og efter en suveræn start lagde han straks afstand til Marcus Jensen (Team Redline) på andenpladsen og Martin Christensen (Williams Esport) på tredjepladsen. De første omgange forløb relativt udramatisk, men efter syv minutter gik Christensen hårdt til angreb på Jensen og snuppede andenpladsen i sidste sving inden start-mål-langsiden. Denne duel lukkede desuden hullet mellem Lasse Bak (Williams Esport) og Bastian Buus (Porsche Danmark Esport Green), hvorefter disse to havde en kort duel side om side. Med ni minutter igen forsøgte Lasse Bak sig med et angreb på Marcus Jensen for at snuppe tredjepladsen, men også uden held. I det hele taget syntes den ellers hurtige Lasse Bak ikke til at finde muligheden for at blande sig i kampen, som hele løbet igennem syntes at foregå mellem de tre førende biler. Med seks minutter igen havde Martin Christensen og Marcus Jensen elimineret hullet til den førende Mikkel Gade, som for alvor blev sat under pres, men alligevel formåede at forsvare sin position. Med to minutter tilbage af løbet indsatte Bak et sidste angreb på Marcus Jensen i håbet om at slutte i top-tre, men heller ikke dette lykkedes, og det blev dermed Mikkel Gade, som tog sejren i søndagens første heat, forfulgt af Martin Christensen på andenpladsen og Marcus Jensen på tredjepladsen.

2021 01 porsche magasin pecc afd 5 billede 2.jpg

Andet løb

I søndagens andet løb startede de 10 hurtigste biler fra første løb som sædvanligt i omvendt rækkefølge, hvilket betød pole position til Anton Güllich (HM Engineering), mens Kevin Nielsen (AXA Simsport) og Frederik Vesti (Sim-Performance Esport) startede i henholdsvis anden og tredje position. Nielsen kom ikke optimalt fra start, hvilket gav Magnus Wasteson (Porsche Danmark Esport Red) mulighed for straks at veksle sin fjerdeplads til en tredjeplads. Nielsen gav imidlertid ikke op uden kamp, og imens kunne Güllich og Vesti stikke af og skabe et hul ned til feltet. Der gik ikke lang tid, før Vesti satte et angreb ind på Güllich, men kun for at blive hårdt afvist, hvorefter Wasteson udnyttede chancen til at overtage andenpladsen. Imens havde Lasse Bak kæmpet sig op på en fjerdeplads og begyndte at true Frederik Vesti, og disse kampe gav blot den førende Güllich endnu større forspring. Med 21 minutter igen lykkedes det Bak komme op på en andenplads – og kort efter overhale Güllich og overtage føringen. Herefter lå de fem forreste biler – Bak, Gülluch, Wasteson, Nielsen og Buus – kofanger mod kofanger som perler på en snor, hvilket skabte en række kampe. Bastian Buus satte eksempelvis flere gange et angreb ind på Kevin Nielsen, hvilket lykkedes med 12 minutter tilbage af løbet, hvor Buus indtog fjerdepladsen. Med otte minutter igen opstod der en underholdende kamp mellem Kevin Nielsen, Frederik Vesti og Andreas Jochimsen (Tripple A Esports Strøjer Tegl), som alle kæmpede om syvendepladsen – og med halvandet minut igen var det teamkammeraterne Buus og Wasteson der kæmpede side om side om tredjepladsen i en duel, som Buus vandt, mens Wasteson måtte se sig selv dumpe ned på femtepladsen lige bag Martin Christensen. Christensen var dog ikke færdig med at avancere og lykkedes herefter med også at overhale Buus og indtage tredjepladsen, mens det oppe foran blev Lasse Bak, der kunne køre forbi målflaget på en førsteplads med Anton Güllich et lille sekund bagefter.

Strafsekunder ændrede udfaldet

Hvad der lignede en solid weekend for Martin Christensen, som stillede op til femte afdeling som førende i mesterskabet, endte imidlertid ganske anderledes. Efter løbet valgte dommerne nemlig at uddele straffe til en hel del kørere for overtrædelse af de hvide linjer, som markerer banens grænser, og med hele 43 sekunders straf til Martin Christensen betød det, at han dumpede ned på en andenplads i den samlede stilling i Porsche Esports Carrera Cup Denmark, mens Mikkel Gade – som heller ikke gik fri for strafsekunder – rykkede op på en føring med blot ni points forspring (1.090 point). Også den regerende mester, Lasse Bak, som efter fjerde afdeling rykkede op i top-tre, måtte indkassere dyre strafsekunder og dumpe ned på en foreløbig femteplads (1.025 point). Tredjepladsen i stillingen blev indtaget af Marcus Jensen (1.061 point), mens Frederik Kjeldgaard Jørgensen (Porsche Danmark Esport Red) forsvarede sin fjerdeplads (1.032 point). Næste afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark afvikles den 24. januar.

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: ESR; Video: Lars Ege, Field Production

2021 01 porsche magasin pecc afd 5 billede 3.jpg

Video: Femte afdeling af Porsche Esports Carrera Cup

Femte afdeling blev kørt på den udfordrende bane Silverstone – se highlights fra løbet i videoen her!
Galleri
Relaterede artikler

Fjerde afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Dragracing på Daytona

Marcus Jensen måtte afgive førerpositionen i Porsche Esports Carrera Cup efter en actionfyldt afdeling på Daytona International Speedway.

Læs mere

Tredje afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Dramatisk afslutning på Monza

Mesterskabsstillingen i den virtuelle udgave af Porsche Carrera Cup Denmark blev intensiveret i tredje afdeling på Monza, som bød på en dramatisk afslutning.

Læs mere

Anden afdeling af Porsche Esports Carrera Cup: Dueller og nærkampe i Texas

Anden afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark fandt sted på den virtuelle udgave af Circuit of The Americas, hvor der igen ikke blev sparet på underholdningen.

Læs mere