1. december 2020

Anden afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark fandt sted på den virtuelle udgave af Circuit of The Americas, hvor der igen ikke blev sparet på underholdningen.

2020 11 porsche magasin peec cota billede 1.jpg

Nye navne i front

Circuit Of The Americas er ikke en racerbane som normalt er på esport-kørernes liste over favoritbaner. Her er nemlig tale om en ekstrem kompliceret bane med blinde sving og store elevations forskelle, og dette gjorde da også, at vi så nogle nye navne helt oppe i toppen af tidstabellen, da anden afdeling af Porsche Esport Carrera Cup Denmark løb af stablen på Texas-banen søndag den 21. november.

 

Kvalifikation

Det blev Martin Christensen (Williams Esport), som med hurtigste tid i kvalifikationen kunne starte på pole på den amerikanske Formel 1-bane. En hidtil for serien nærmest ukendt Anders Dahl (Burst Esport) viste sig også hurtig på COTA og med en tid næsten identisk med Christensens, lignede Dahl en potentiel udfordrer. Kun 0,009 sekund derefter startede Marcus Jensen (Team Redline) på tredjepladsen, stærkt forfulgt af Andreas Jochimsen (Tripple A Esports Strøjer Tegl), Lasse Sørensen (Tripple A Esports Strøjer Tegl) og imellem dem Kevin Nielsen (AXA SimSport), som gjorde det godt i prækvalifikationen. Lidt længere nede fandt vi to gange Frederik, med Vesti (Sim-performance Esport) og Kjeldgaard Jørgensen (Porsche Esport - Team Red) på P7 og P8, mens debutanten Bastian Buus (Porsche Esport - Team Green) sluttede kvalifikationen på en flot P11.

Første løb

Christensen, Jensen og Dahl fik en god start i søndagens første løb, mens Jochimsen straks blev presset bagfra af teamkammerat Lasse Sørensen. Frederik Vesti kom også godt afsted på inderbanen og tog fjerdepladsen efter andet sving, og herefter opstod en del tumult længere nede i feltet, hvilket skabte afstand op til Vesti og de tre førende biler. I spidsen måtte Anders Dahl kæmpe hårdt for at følge med, men gjorde absolut god figur for Burst Esport, mens Christensen undervejs måtte opgive sin førerposition til Marcus Jensen. Længere nede kom Vesti i problemer og måtte kæmpe sig tilbage i løbet efter et uheld. Da bilerne kørte forbi målflaget, var det med Marcus Jensen på en førsteplads, Martin Christensen på en andenplads og Anders Dahl på tredjepladsen.

2020 11 porsche magasin peec cota billede 2.jpg

Andet løb

I søndagens andet løb startede de 10 bedst placerede biler fra første løb i omvendt rækkefølge, hvilket betød, at det nu var Frederik Vesti, som kunne indtage pole position, mens Anton Güllich (HM Engineering) startede fra en andeplads. Både Vesti og Güllich kom godt fra start, og det samme gjorde Mikkel Gade (Vendaval Simracing) og Kevin Nielsen fra anden startrække. Vesti begik imidlertid en fejl i nedbremsningen til første sving, hvilket Güllich udnyttede til at lægge sig i front – dog kun for en kortere periode, da Vesti snart tog positionen tilbage igen. Bagved de to lurede Lasse Sørensen, som byttede plads med Güllich, og herefter fulgte en række formidable dueller mellem Sørensen og Vesti. Der gik dog ikke længe, før Vesti smed alt på gulvet og snurrede rundt i svinget inden start-mål-langsiden, hvilket gav frit løb til Lasse Sørensen, som hurtigt skabte sig et forspring til gruppen af forfølgere bestående af Gade, Güllich, Jochimsen og Frederik Kjeldgaard – hvor sidstnævnte netop lykkedes med at kæmpe sig op på podiet. Andet løb sluttede således med en Lasse Sørensen på førstepladsen, Mikkel Gade på andenplads og Frederik Kjeldgaard på tredjepladsen.

Se med igen den 6. december

Mens nogle måske allerede havde udråbt vinderen af begge løb i første afdeling, Lasse Bak, til at være målestokken i Porsche Esports Carrera Cup Denmark, viste Circuit of The Americas sig at være udfordrende for Bak og adskillige andre af de ellers så overlegne esport-kørere.  Skal Markus Jensen være den, som kan udfordre Bak? Kan Martin Christensen få den perfekte søndag? Og har vi kun set begyndelsen af unge Anton Güllichs opstigning mod den digitale racertop? Se med i tredje afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Danmark, som køres søndag den 6. december fra klokken 19.20.

 

Tekst: Kenneth Jensen, Nikolaj Karlshøj
Foto: ESR; Video: Lars Ege, Field Production

Video: Anden afdeling af Porsche Esports Carrera Cup

Anden afdeling bød på nærkampe og dueller – se highlights fra løbet i videoen her!
Galleri
Relaterede artikler

Sæsonpremiere på Porsche Esports Carrera Cup: Masser af action på Spa-Francorchamps

Første afdeling af Porsche Esports Carrera Cup Denmark blev skudt i gang med et brag, og der blev kørt tæt i kampene om sejrene på den virtuelle udgave af Spa-Francorchamps.

Læs mere

Porsche Danmark Esports Team klar til kamp

Fire hurtige profiler skal repræsentere Porsche Danmark i Esports Carrera Cup hvor nationens 40 hurtigste kørere skal kæmpe om en samlet præmiepulje på 100.000 kroner.

Læs mere

Porsche Danmark bag nyt dansk digitalt mesterskab

Porsche Esports Carrera Cup er det nye danske digitale motorsportsmesterskab for alle, som vil prøve chancen som virtuel racerkører. 40 hurtige deltagere skal kæmpe om en samlet præmiepulje på 100.000 kroner.

Læs mere