5. marts 2021

Porsche Magasins redaktør, Nikolaj Karlshøj, er så betaget af firsernes rally-Porscher, at han har bygget sin helt egen personlige hyldest.

Video: Nikolaj Karlshøj

Porsche Magasin tog med Nikolaj Karlshøj og hans Cayenne Turbo til Vesterhavet og Rømø, som er et paradis for enhver med hang til at få løst underlag under offroad-hjulene.

2021 03 porsche magasin karlshøj rømø billede 01.jpg

2021 03 porsche magasin karlshøj rømø billede 02.jpg

Porsche til marken

Jeps. Normalt er det mig, som interviewer Porsche-entusiaster i disse filmhistorier på Porsche Magasin. Og jeg beklager, hvis det bliver for meget ananas, men efter et år som redaktør her på sitet er jeg simpelthen blevet opfordret til at fortælle om min egen Porsche. Det er noget så regulært som en godt brugt Cayenne Turbo fra dengang finanskrisen var et endnu ukendt begreb, og hvor de eneste elmotorer i en Porsche var dem, som drev vinduesviskerne og klimaanlægget. Det lyder som helligbrøde at skifte sin Cayman S ud med sådan en højbenet laban – men jeg havde en godt gennemtænkt plan med projektet.

Jeg er opvokset på et nedlagt landbrug på Sydsjælland, hvor man enten går i gummistøvler eller træsko, og i sådanne omgivelser giver en firehjulstrækker med kræfter nok til at trække et vognlæs halmballer tværs over marken faktisk mere mening end en lav sportsvogn. Samtidig boede jeg ikke langtfra nogle af egnens mest populære rallystrækninger, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg som syvårig stod i skovkanten sammen med min far og blev en kombination af skræmt og betaget over Gruppe A-rallybilerne, når de fløj forbi med sømmet i bund og turbotrykket på max.

450 billige heste

Det var et godt stykke tid før internettet, så jeg gik på biblioteket og lånte bøger om racerbiler, og jeg slugte billederne fra rallysportens hellige gral, Paris-Dakar. Porsche-bacillen havde allerede dengang fået fat i mig, og jeg var solgt, da det gik op for mig, at Porsche havde domineret dette fantastiske ørkenrally i dets guldalder. Fandtes der noget mere bizart end en 959 forvandlet til det ultimative rallyvåben? Niksen-biksen. De store ballondæk med groft mønster, den ekstreme frihøjde, ekstralygterne og de store stænklapper var som at se en veltrænet balletdanser i fuld kampuniform. Sært, men samtidig helt perfekt.

Forrige efterår fik jeg så idéen til at gøre det samme med en Cayenne. Dels havde jeg brug for en mere praktisk Porsche end min Cayman. Samtidig har jeg i flere år set den originale Cayenne Turbo som et decideret røverkøb. Jeg fandt et godt eksemplar fra 2004, og prisen røber jeg ikke, men vi landede et godt stykke under 200.000 kroner med hvide nummerplader. Så kan man diskutere, om det er dyrt for en bil, som har kørt 367.000 kilometer, men vi taler immervæk om en moderne Porsche med 450 hestekræfter, svøbt i et design, som kun bliver bedre med alderen, fyldt med luksus og hvilende på en luftaffjedret undervogn med firehjulstræk. Perfekt udgangspunkt for en hverdagsduelig safariracer, tænkte jeg – og så gik jeg i gang.

2021 03 porsche magasin karlshøj rømø billede 03.jpg

2021 03 porsche magasin karlshøj rømø billede 04.jpg

Fra SUV til safari

Jeg fik den løftet i vejret, hvilket er ret nemt. Luftundervognen, som er standard på en Turbo, gør denne operation til en teknisk formalitet, hvis man er i besiddelse af det rette software. Jeg fik den også beklædt med originale skærmforøgere og stænklapper, og hjulene er spacet et stykke ud, hvilket giver et mere beefy look. Og nu vi taler hjul, så byttede jeg de 21-tommers pizzafælge, som den forhenværende ejer tilsyneladende syntes var pæne, til et sæt originale 18-tommers fra den knap så brutale Cayenne S. Med mindre fælge kunne jeg nemlig øge dækprofilen til den ønskede ballonstørrelse, og gennem diverse offroad-fora på nettet fandt jeg frem til, at et Falken Wildpeak A/T giver lige den blanding af råt, nubret look og comfy kørsel, som jeg søgte.

Dækkene er imidlertid begrænset til 210 kilometer i timen, men så hurtigt kommer jeg alligevel aldrig til køre, eftersom jeg også har monteret et amerikansk roof rack på taget, komplet med permanente skiholdere, øjer til stropperne og seks Hella-lygter. Sådan et arrangement har en vis indvirkning på vindstøj og dermed også lysten til at køre rigtig stærkt – men fedt ser det ud, og netop dét var tanken. Lygterne på taget er dog kun til pynt, men de fire ekstra store Hella 3000 på fronten (som i øvrigt er monteret på krængningsstabilisatoren fra en ældre 911 Turbo) er skam tilsluttet. Nogle kan slet ikke forstå det – kendere kipper med hatten.

Ægte fascination

Ak, ja. Jeg kunne have gået all in og folieret den i Rothmanns-tema, akkurat som de rallybiler, som min Cayenne i virkeligheden er en hyldest til. Men på grafiksiden er jeg foreløbigt kun nået til den obligatoriske streamer på forruden. De røde bremsekalibre er malet sølvgrå, der er sort bund hele vejen rundt, og så har den naturligvis sportsudstødning, så ingen er i tvivl om, at der ligger otte propper og buldrer under hjelmen. Man skulle tro, at folk ville blive forarget. I virkeligheden har jeg aldrig mødt så mange smilende mennesker, når jeg ruller gennem København. Fra mødre med deres begejstrede unger, som tror, at de har set Indiana Jones holde i lyskrydset, til dagdrømmende forretningsfolk i deres sorte mellemklassebiler, som ryster lidt på hovedet, dog let smilende, mens de synes at tænke ‘det er da ikke helt dumt, det dér...’.

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto og video: Lars Ege, Field Production & Thomas Rafn-Larsen

Nikolaj Karlshøj

Nikolaj Karlshøj (f. 1982) er selvstændig content producer og tidligere journalist på en række danske bilmedier. Han blev arbejdsdreng på et Porsche-pladeværksted som 11-årig og har siden været bidt af sportsvognsmærket fra Stuttgart, og i sit professionelle virke som bilanmelder har han testkørt et utal af Porsche-modeller. Karlshøj har i syv år været redaktør på Porsche Magasin, hvor han skriver om nye modeller og teknologier og interviewer andre entusiaster om den fælles passion. Foruden sin safaristylede Cayenne Turbo består Nikolaj Karlshøjs garage også af en 911 T fra 1970, som han selv har fået restaureret i den helt rigtige Steve McQueen-stil. Og så drømmer han om en dag også at eje en 911 Turbo fra firserne. Og en Taycan Cross Turismo.
Galleri
Relaterede artikler

Den italienske Porsche

I Aalborg findes en af verdens mest sjældne Porscher. Den har været seks årtier undervejs, og ejeren har selv været med til at bygge den.

Læs mere

Ishockey, kryptovaluta – og Porsche

Han er benhård ishockeyspiller og ekspert i kryptovaluta. Men der er intet, som kan få Nikolaj Rosenthals hjerte til at smelte som en gammel Porsche.

Læs mere

Hitmagerens Porsche

Musikproduceren Rasmus Stabell ved hvordan man rammer hitlisterne. Og så elsker han sin sorte Porsche 912 fra 1967.

Læs mere