30. november 2020

Det blev til en velfortjent sejr til Porsche-duoen Michael Christensen og Kevin Estre, som dominerede VM-finalen i Bahrain.

2020 11 porsche magasin michael christensen vm billede 01.jpg

På podiet i verdensmesterskabet

Det blev ikke til en gentagelse af verdensmesterskabet i 2018, men efter en udfordrende sæson med megen modgang sluttede Michael Christensen og hans holdkammerat Kevin Estre til gengæld 2019/2020-udgaven af World Endurance Championship – VM-serien for sportsvogne – med at vinde ottende og sidste afdeling i Bahrain. Duoen dominerede suverænt det otte timer lange løb, og sejren gav de nødvendige point til at rykke Porsche-duoen op på tredjepladsen i GTE Pro-klassen.

 

VM-chance ødelagt på Le Mans

Christensen og Estre havde allerede fredag vist styrke ved at tage pole position i deres Porsche 911 RSR, og da løbet blev flaget grønt lørdag, bevarede franskmanden førstepladsen. Herfra udbyggede de to teamkammerater blot føringen gennem hele løbet og kunne således sikre sæsonens anden sejr og den sjette podieplacering. De to Porsche-kørere og forsvarende verdensmestre havde ellers håbet på en gentagelse af mesterskabstriumfen i 2018, men dén drøm blev ødelagt under 24-timersløbet på Le Mans i september, hvor et besøg i garagen kostede dyre point. Mesterskabstitlen gik i stedet til to andre danskere, Nicki Thiim og Marco Sørensen fra Aston Martin-teamet.

God afslutning på udfordrende år

“Denne sæson har budt på megen modgang og jeg har virkelig været træt af det. Derfor er det her den perfekte måde at slutte sæsonen, og jeg er enormt glad på alles vegne,” lyder det fra Michael Christensen. “Trods de skuffende resultater synes jeg at vi har kørt en stærk sæson. De dårligste placeringer vi har opnået i løb uden problemer er andenpladser, men vores tekniske problem med bilen på Le Mans afgjorde vores VM-chance. Derfor betyder det rigtig meget at kunne slutte sæsonen af med et løb, hvor alt kører efter planen fra start til mål. Når det er sagt, så skal der selvfølgelig også lyde et stort tillykke til Nicki og Marco med verdensmesterskabet. De har kørt en suveræn sæson, og det er rart, at VM-titlen forbliver på danske hænder.”

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: Porsche AG

2020 11 porsche magasin michael christensen vm billede 02.jpg

Relaterede artikler

Jan Magnussen til start i 2020-udgaven af Porsche Carrera Cup Scandinavia

Den danske firedobbelte Le Mans-vinder og IMSA-mester bliver gæstekører i Skandinaviens førende racerserie.

Læs mere

Kongen af bjerget

Den amerikanske Porsche-entusiast Jeff Zwart vil være blandt de hurtigste på Pikes Peak. Her afslører han, hvorfor han er så vild med det benhårde amerikanske hillclimb i Rocky Mountains.

Læs mere

17 år og helt suveræn: Bastian Buus er europamester i GT4

Den unge danske Porsche-kører Bastian Buus har som en af de yngste kørere nogensinde kørt sig til et mesterskab i den europæiske GT4-serie.

Læs mere