20. juli 2021

Den nye Macan er landet og fås fra begyndelsen i tre forskellige versioner: Fra en kraftfuld indstigningsmodel til en endnu stærkere GTS.

 

 

Nyt udtryk, nye farver

Under hjelmen gemmer der sig flere kræfter end nogensinde. Men dét kommer vi til. Betragt først det nye frontdesign, som får den seneste generation af Macan til at fremstå endnu bredere og mere kraftfuld. Bagtil kommer inspirationen fra motorsportens verden til udtryk med den markante diffusor, og i det hele taget fremstår den nye Porsche – med en ny og skarpere struktur – med de samme tredimensionelle detaljer, som også kendetegner de øvrige modeller fra Porsche-familien. De nye LED-forlygter med Porsche Dynamic Light System (PDLS) er standard på alle varianter, og det samme gælder Sport Design sidespejle, mens GTS-versionen traditionelt fremstår i et mørktonet tema med sortlakerede elementer. Der er 14 eksteriørfarver på kortet, blandt andet de helt nye kulører, Papaya Metallic, Gentian Blue Metallic og Python Green, ligesom den nye Macan nu også har større 19-, 20- og 21-tommers-hjul som standard, afhængig af variant.

 

Endnu flere kræfter

Hvad præstationerne angår, følger Porsche traditionen med den nye Macan, som er endnu stærkere end dens forgængere. Den nye generation lanceres i tre forskellige udgaver, hvor en ny og kraftfuld GTS med 440 hestekræfter – 60 heste mere end tidligere – topper programmet. Kræfterne kommer fra en 2,9-liters V6 med biturbo, som kombineret med Sport Chrono-pakken sender dig fra 0-100 kilometer i timen på 4,3 sekunder og videre til en topfart på 272 kilometer i timen. Macan S er ligeledes udstyret med en 2,9-liters V6 med biturbo og leverer med sine 380 hestekræfter nu 26 heste mere end forgængeren og klarer 0-100-disciplinen på 4,6 sekunder. Endelig er indgangsmodellen, Macan, udstyret med en helt nyudviklet firecylindret turbomotor med 265 effektive hestekræfter – 20 hestekræfter mere end forgængeren – og en 0-100-tid på 6,2 sekunder. Alle varianter af den nye Porsche Macan er desuden udstyret med en 7-trins PDK-automatgearkasse og firehjulstræk.

GTS med luftaffjedring

De ekstra kræfter og det nye look følges op af en affjedring, som Porsches ingeniører har videreudviklet for at komme endnu tættere på den magiske balance mellem comfy hverdag og ægte sportsvognsdynamik. Dæmperkarakteristikken i den aktive undervogn, Porsche Active Suspension Management (PASM) – som er ekstraudstyr til Macan og standard på Macan S og Macan GTS – er trimmet, så du opnår en mere raffineret bevægelse og en endnu mere direkte fornemmelse i rattet, som samtidig giver dig større grad af feedback. Macan GTS har desuden en 10 millimeter lavere sportsluftaffjedring som standard, hvilket giver henholdsvis 10 og 15 procent mere stivhed på for- og bagaksel sammenlignet med forgængeren. Tilvælges GTS Sport-pakken, styrker du bilens dynamik yderligere med 21-tommers GT Design-hjul med performancedæk, Porsche Torque Vectoring Plus (PTV Plus) og Sport Chrono-pakke.

 

Færre knapper, mere fingertryk

Også indenfor er der sket ting og sager i den nye Macan, hvor designerne har skabt et nyt og forbedret interiør med innovative højdepunkter. Eksempelvis er antallet af knapper reduceret til fordel for en renere og mere elegant midterkonsol med berøringsflader, som sammen med den mindre gearvælger skaber en ren og klar struktur. Macan kommer fortsat med et væld af onlinefunktioner og -tjenester som standard, og alt sammen styres med fingertryk på den 10,9-tommers infotainmentskærm eller ved hjælp af stemmestyring. Og endelig kan du gribe fat om det nye GT Sport-rat, som også kendes fra 911. Tilvælges GTS Sport-pakken, løftes oplevelsen med 18-vejs justerbare sportssæder, kulfiberpakke og indtræk i kombineret Race-Tex-materiale og læder med kontrastsyninger.

 

Tekst: Porsche Newsroom, Nikolaj Karlshøj
Foto: Porsche AG

 

Galleri
Relaterede artikler

Den elektriske Porsche Macan er på vej

De første prototyper af den kommende elektriske Macan er nu sluppet ud af porten hos Porsches udviklingscenter i Weissach.

Læs mere

Cayenne Turbo GT: Den nye superhelt fra Porsche

Med sine 640 hestekræfter er den nye Cayenne Turbo GT skabt til at kombinere rå og kompromisløse køreoplevelser med alsidig smidighed i hverdagen.

Læs mere

De nye GTS-modeller: Endnu mere Porsche 911

Porsche udvider nu 911-familien med de ekstra sportslige GTS-modeller, som både introduceres som Coupé, Cabriolet og Targa.

Læs mere