20. januar 2021

25-året for en af de mest populære Porsche-modeller markeres med en specialudgave, som hylder den oprindelige konceptbil.

2021 01 porsche magasin boxster 25 years billede 01.jpg

2021 01 porsche magasin boxster 25 years billede 02.jpg

Limiteret udgave

Den særlige jubilæumsversion, som er baseret på den nyeste 718 Boxster GTS, bliver kun produceret i 1.250 eksemplarer, men det ikke den eneste feature, som gør den til en klassiker fra start. Modellen bærer nemlig en række designdetaljer inspireret af det oprindelige forstudie til Boxster, som blev præsenteret på Detroit Motor Show helt tilbage i 1993. Det velformede koncept fik så god modtagelse, at Porsche i 1996 lancerede den færdige produktionsudgave uden nogen større visuelle ændringer. Siden er Boxster produceret i mere end 357.000 eksemplarer og eksisterer i dag i sin fjerde generation.

Gyldne detaljer

En af de mest bemærkelsesværdige features på Boxster 25 Years er Neodyme, en kobberlignende skinnende brun farve, som på konceptbilen fra 1993 skabte en spændende kontrast til det sølvgrå karrosseri. På jubilæumsmodellen fremstår denne gyldne farve på frontspoilere, luftindtagene på bagskærmene, inskriptionen under bagspoileren samt på de særlige 20-tommers letmetalfælge. Tankdækslet skinner i et eksklusivt aluminiumslook, og det samme gør de to udstødninger, mens den sorte forruderamme skaber en sportslig kontrast. Foruden GT Silver Metallic tilbydes Boxster 25 Years også i Deep Black Metallic samt Carrera White Metallic.

2021 01 porsche magasin boxster 25 years billede 03.jpg

2021 01 porsche magasin boxster 25 years billede 04.jpg

Klassisk kabine

Også hvad angår valget af bløde materialer, har designerne ladet sig inspirere af den stil, som blev udstukket med det oprindelige Boxster-koncept fra 1993. Således fremstår jubilæumsmodellen med et bordeauxfarvet interiør kombineret med en kaleche i rødt stof – begge dele fås også i sort. Og så er de 14-vejs elektriske justerbare sportssæder, GT-sportsrattet med varme og en interiørpakke med aluminiumsdetaljer blot nogle af de features, du finder på den velspækkede liste over standardudstyr.

400 hestekræfter

Motormæssigt mangler du naturligvis heller ikke begejstring, for den 4,0-liters, sekscylindrede suge-boxermotor i Boxster 25 Years er den samme, som du finder i 718 Boxster GTS. Dette betyder 400 stærke hestekræfter leveret med skarp respons og exceptionel lyd med en glimrende blanding af buldrende bas og vrælende, høje toner. Køreoplevelsen forstærkes blandt andet af en 10 millimeter lavere aktiv undervogn, Porsche Active Suspension Management (PASM), Porsche Torque Vectoring (PTV) med mekanisk differentialespærre. Boxster 25 Years kan bestilles med enten en sekstrins manuel gearkasse eller en syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse (PDK) – og vælger du sidstnævnte, sprinter Boxster 25 Years fra 0-100 kilometer på fire sekunder.

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: Porsche AG

Historien om Boxster

Boxster var starten på en helt ny kurs for Porsche, da modellen blev lanceret i 1996. Det var den første Porsche med vandkølet, sekscylindret boxermotor, og samtidig delte den komponenter med den senere 996-generation af 911. Dette gjorde det muligt at optimere samlebåndet og sænke omkostningerne, hvilket var fabrikkens første skridt mod en profitabel produktion efter en årrække med udfordrende økonomi. Med sit puristiske centermotordesign og en topersoners kabine, gav Boxster associationer til halvtredsernes James Dean-kultur og racerbilen 550 Spyder, og med en pris betydeligt lavere end 911-modellen, gjorde Boxster det muligt for Porsche at tiltrække et nyt og yngre publikum. Egentlig skulle konceptbilen – forstudiet til den endelige produktionsversion – have været præsenteret i Genève i foråret 1993, men Porsche spildte ingen tid og fremviste den allerede på Detroit Motor Show i januar. Modtagelsen var så overvældende, at fabrikkens ledelse straks gav ordre til at bygge produktionsmodellen med så få visuelle ændringer som muligt.

2021 01 porsche magasin boxster 25 years billede 05.jpg

25 års utæmmet køreglæde

25-året for en af de mest populære Porsche-modeller markeres med en specialudgave, som hylder den oprindelige konceptbil.
Relaterede artikler

Nu også PDK til de kraftigste 718-modeller

Endnu hurtigere: Nu kan du også bestille den syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse til din 718 GT4, Spyder eller GTS.

Læs mere

Heritage Design Edition: Tilbage til rødderne

911 Targa 4S Heritage Design Edition er skabt til de Porsche-entusiaster, der elsker halvtredserne og tresserne.

Læs mere