27. november 2020

Den unge danske Porsche-kører Bastian Buus har som en af de yngste kørere nogensinde kørt sig til et mesterskab i den europæiske GT4-serie.

2020 11 porsche magasin bastian buus em billede 2.jpg

Nyt Le Mans-håb?

Selvom han endnu ikke har fået kørekort, lykkedes det i midten af november den blot 17-årige Bastian Buus at sikre sig Pro-Am-titlen i det benhårde europæiske motorsportsmesterskab, GT4 European Series. Den nykårede mester har dermed markeret sig om et af de nye, unge og lynhurtige talenter på den internationale sportsvognscene. Danskerens næste mål er et sæde i Porsche Carrera Cup – verdens mest berømte mærkeserie, der for blandt andre Michael Christensen har været et springbræt til en fabrikskontrakt – og her kan dette års flotte resultat vise sig afgørende.

 

Rookie og mester

“Det har været en drømmesæson! At tage mesterskabet i mit allerførste år i en racerbil var absolut ikke noget, vi havde forventet, men i løbet af året gik det op for os, at det faktisk var muligt. Jeg er fantastisk glad og stolt, både på mine egne og på teamets vegne. En kæmpe tak til Allied-Racing og min teamkammerat, Jan Kasperlik, og ikke mindst til alle mine sponsorer og samarbejdspartnere, som har gjort det muligt for os at teame op med det bedst tænkelige hold,” lyder det fra Bastian Buus.

Kamp til det sidste

Det var dog tæt på ikke at lykkes for danskeren og hans teamkammerat, som stillede op til finalen på Paul Ricard-banen med en solid føring i mesterskabet. Egentlig skulle Porsche-duoen blot gennemføre weekendens to løb for at sikre kørermesterskabet i Pro-Am-klassen. Men under træningen opstod tekniske problemer med gearkassen, og teamet nåede kun med nød og næppe at skifte transmissionen i tide inden kvalifikationen – og i det afgørende løb blev Buus ramt af en konkurrent, hvilket fik den blå Porsche 718 Cayman til at spinne af banen.

 

Store planer i støbeskeen

“Lige dér var både jeg og resten af teamet nær gået i chok, for vi skulle jo som minimum gennemføre løbet for at sikre os mesterskabet. Da jeg fik bilen i gang igen, lyste samtlige kontrollamper, og der stod gnister ud fra bagskærmen, men det lykkedes os at få bilen i mål og sikre mesterskabet. Det var en lidt for spændende afslutning, men når nerverne sidder uden for køredragten, så føltes det hele jo kun endnu bedre. Alle er vildt glade og har gjort et fantastisk arbejde. Og så retter vi ellers fokus mod næste år. Der er store planer i støbeskeen!”

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: SRO Media

2020 11 porsche magasin bastian buus em billede 1.jpg

Relaterede artikler

Bastian Buus dominerer det europæiske GT4-mesterskab

Den 17-årige danske Porsche-rookie er flyvende i GT4 European Series, hvor han nu fører mesterskabet efter en suveræn kørsel i tredje afdeling på Nürburgring.

Læs mere

Bastian Buus: 17 år og Porsche-vinder

Bastian Buus er ikke gammel nok til at tage kørekort. Alligevel vinder han store racerløb i en Porsche med 400 hestekræfter.

Læs mere

Jan Magnussen til start i 2020-udgaven af Porsche Carrera Cup Scandinavia

Den danske firedobbelte Le Mans-vinder og IMSA-mester bliver gæstekører i Skandinaviens førende racerserie.

Læs mere