4. maj 2020

Back 2 Tape er musikjournalistens Niko Hüls jagt efter hiphop-kulturen i Europas storbyer. I København møder han breakdanseren Sune Pejtersen, graffitilegenden Lars Pedersen og hiphop-duoen Gebuhr.

København: En ægte metropol

København har en tiltrækningskraft, som rager ud over Danmarks grænser. Det er den pulserende storby, som mange unge danskere vælger at flytte til, når tiden er kommet til at skabe sin egen fremtid. Det er en by, som har udviklet sig fra at være en økonomisk ruin af arbejdsløshed og faldefærdige kvarterer i firserne, til at blive en spirende metropol indenfor både kultur, arkitektur, arkitektur og gastronomi. Det er ingen hemmelighed, at København også kan bryste sig af landets absolut højeste boligpriser, men alligevel vurderes den danske hovedstad år efter år til at være blandt de 10 mest attraktive byer i verden at bosætte sig.

Byens mange kvaliteter er netop årsagen til, at indbyggertallet vokser år efter år. Turisterne elsker de mange cykler, livet ved havnefronten, gadefesterne, spisestederne og byens utroligt mange grønne oaser. Og selv er jeg – udover madmarkedet på Refshaleøen, som tidligere var hjemsted for et gigantisk skibsværft – nysgerrig på at opleve et helt unikt område, som ingen andre storbyer i verden kan præsentere: Christiania.

Fristaden midt i storbyen

Christiania i bydelen Christianshavn er et alternativt boligområde bestående af dét, som de fleste nok ville kalde for faldefærdige, hjemmebyggede huse, men også med interessante gallerier og ét af Københavns mest legendariske spillesteder, Den Grå Hal. Christiania, Fristaden eller bare ‘Staden’ har eksisteret siden 1971, hvor en samling fribyggere slog sig ned på det tidligere kaserneanlæg. De skabte deres eget, lille frie samfund, hvor beboerne stadig lever efter deres egne regler med en vis accept fra den danske stat. Jeg har altid været inspireret af dette unikke område i København. Et samfund, hvor folk inspireres af deres forskelligheder og respekterer hinanden for netop dét. Akkurat som i hiphoppen.

Den danske Breakdancer Sune Pejtersen har det på samme måde. “Christiania er et symbol på den frie tanke, hvilket har gjort stedet til en magnet for især unge mennesker. Det er ikke så underligt, at hiphopkulturen lever særligt godt på Christiania, hvor musikken og menneskerne virkelig får plads til at udvikle sig,” forklarer Pejtersen.

Kunstnerisk dyst

Sune Pejtersen har siden 2005 været med til at arrangere den danske afdeling af den berømte europæiske breakdancefestival Floor Wars, hvor breakdansere dyster én mod én foran et publikum. Således bliver kunsten til en sport, hvor en dommer afgør, hvilken af de to breakdansere, som klarer sig bedst i dysten. For Sune er det vigtigt, at kulturen ikke mister sin undergrundskarakter, og derfor dyster breakdanserne på et gulv omringet af publikum i stedet for at danse på en scene. “Intimiteten er meget vigtig for Floor Wars,” forklarer han og fortæller, at det centrale i festivallen er, at den er lavet af breakdansere til breakdansere. “Floor Wars er et sted, hvor man inspirerer hinanden, og dét viser netop, hvad kulturen kan. Hiphop bidrager mere til fællesforståelsen og knytter folk tættere sammen end nogen politikere er i stand til,” siger han.

470 meters evolution

Lars Pedersen er et andet eksempel på en personlighed, som har sat et varigt præg på København. Dette med kunstværket The Evolution Wall, som er en 470 meter lang mur, der med imponerende graffitikunst visualiserer evolutionens historie fra universets oprindelse til i dag. Værket er bestilt af Københavns bystyre, og Lars Pedersen har kurateret rækken af kunstnere, som hver især har bidraget. Lars Pedersen er også den ene halvdel Institut For Urban Kunst, som han har grundlagt sammen med kollegaen Peter Skensved, og som står bag værker i mere end 40 lande.

Men den lange betonvæg på hans hjemmebane er noget helt specielt. “København gav os frihed til at illustrere vores fortolkning af evolutionen, men det var en meget speciel og udfordrende opgave. Alene lærredets længde på 470 meter gjorde sammen med kunstnernes mange forskellige nationaliteter virkelig opgaven vanskelig, forklarer Lars Pedersen, som i flere år også har kurateret graffitikunst på Europas næststørste musikfestival, Roskilde Festival. “Jeg nyder at møde mennesker, tale med dem og samle dem,” siger Pedersen. “Det hele kommer tilbage til mig igen. Det inspirerer mig.”

Historien om et beat

København er uden tvivl et overraskende mekka for enhver, som interesserer sig for hiphop. Jeg møder mine sidste hiphoppere på det sted, hvor de startede deres karrierer: På gaden, udstyret med intet andet end en laptop og deres egen kreativitet. Og et meget distinktivt beat. Brødrene Mads og Mathias udgør i dag hiphopgruppen Gebuhr. De to københavneres hiphopkarriere begyndte, da de var blot 12 og 14 år gamle, og deres første beat kom fra Mathias’ computer. “For os har det altid handlet om at skabe noget, som ikke eksisterede før. Noget nyt,” forklarer Mads.

Duoen udsendte deres første singler i 2015, og numrene var nærmest amerikanske med deres dybe bas og meget internationale karakter. Et eller andet sted mellem gymnasie-hiphop med friske vibes – men også tankevækkende, indadvendte og melankolske. Nummeret Sad Soul har været afspillet næsten én million gange på Spotify, og således er grundstenen for de to talentfulde rappere blevet lagt.

Og planen for det næste nye beat er lagt. Mads og Mathias Gebuhr rejser til Hollywood, indspiller på et hotelværelse, opsuger lyden af ​​Californien. Her opfinder de sig selv igen, før de bringer deres nye beat med tilbage til København – og ud på gaderne.

 

Tekst: Nico Hüls
Foto: Porsche AG

Hiphop: En social kultur

Back 2 Tape er musikjournalisten Niko Hüls rejse gennem Europa, hvor han besøger forskellige hovedstader og fokuserer på fire aktiviteter inden for hiphop: Rappere, DJ’s, graffitikunstnere og breakdansere. Han møder musikere, kunstnere og dansere. Han fordyber sig i de kreative scener i de europæiske metropoler og kaster lys over det bidrag, kultur kan yde til samhørighed på tværs af kontinentet. “Hiphop er ikke kun en bestemt tøj- eller musikstil,” siger Hüls, der har arbejdet som journalist i mere end 20 år. “Hiphop har magten til at forbinde mennesker, uanset land eller oprindelse, og til at formidle værdier som respekt, tolerance og lidenskab.”

Video: Back 2 Tape

Relaterede artikler

Porsche-samleren fra Østerbro

Henrik Bjørling er indehaver af Danmarks største samling af Porsche, og de står alle parkeret i hans lejlighed på Østerbro i København.

Læs mere

Vild med Italien. Vild med Porsche

Iværksætteren Erik Bjørn elsker det meste fra Italien. Og især de smukke bjergveje, der er som skabt til hans 30 år gamle Porsche 911.

Læs mere

Når passionen bliver selve livet

Pladesmeden Peter Iversen var 17 år gammel, da han renoverede sin første Porsche 356 i sin fars værksted. I dag har han gjort historien til en del af sit liv.

Læs mere