8. juni 2020

55 år efter introduktionen af originalen kombinerer 911 Targa stadig det bedste fra begge verdener på sin egen cool måde.

Født i sikkerhedens tegn

Selvom 911 Targa i dag anses som et designikon, blev modellen i virkeligheden født som et kompromis. I tresserne var USA blevet et vigtigt marked for Porsche, og selvom amerikanerne også dengang elskede åbne biler, var den klassiske cabriolet truet på livet. Af sikkerhedsmæssige årsager var trafikmyndighederne begyndt at overveje helt at forbyde den topløse bilvariant, og rygterne fik designerne og ingeniørerne i Zuffenhausen til at samles omkring tegnebordet. Resultatet blev 911 Targa, som med sin karakteristiske sikkerhedsbøjle i rustfrit stål var noget nær det perfekte bud på en bil, der gjorde det sikkert at køre med fri udsigt til himlen.

Modellen blev præsenteret i 1965 som en ‘sikkerheds-cabriolet med styrtbøjle’, og i 1967 blev den foldbare plastikbagrude til en fast version i glas, hvilket gav modellen sit endelige og mere harmoniske design. Selvom de første reaktioner var skeptiske, fandt Targa hurtigt sit publikum og blev med tiden en fast del af modelprogrammet – også efter, at den første 911 Cabriolet blev introduceret i 1982.

19 sekunder til topløs

Modelbetegnelsen er en hyldest til det sicilianske landevejsløb Targa Florio, men ‘targa’ kan desuden oversættes til ‘plade’ på italiensk – og en manuelt aftagelig plade var netop, hvad der udgjorde taget på den originale 911 Targa. I dag er processen automatiseret, og med et tryk på en knap løfter taget sig selv og forsvinder ned under bagruden. Dette sker i en imponerende og kunstfærdig øvelse, der blot tager 19 sekunder fra start til slut. Det særlige Targa-design er til gengæld uændret og blot finpudset og tilpasset det moderne udtryk, som præger seneste generation af 911-familien. Den blanke, rustfrie bøjle giver den særlige fornemmelse af en praktisk helårs-cabriolet, som kun en Targa udstråler.

Nu med endnu flere kræfter

Ligesom de øvrige 911-modeller kan også den nye Targa bryste sig af de ekstra hestekræfter, som 992-generationens optimerede treliters-boxer med biturbo leverer – fra 385 til 450 hestekræfter og en accelerationstid fra 0-100 kilometer i timen på helt ned til 3,6 sekunder med Sport Chrono-pakke. Således har der aldrig været en hurtigere 911 Targa end nu – og ganske som de seneste udgaver fås modellen udelukkende med firehjulstræk.

Standard på både Targa 4 og Targa 4S er aktiv undervogn (Porsche Active Suspension Management), som automatisk tilpasser affjedringen til kørestil og underlag – mens Torque Vectoring Plus med differentialespærre er standard på Targa 4S. Porsche innovative Wet Mode, som automatisk spotter, om underlaget er vådt – og anbefaler køreren at skifte til et mere regnvejrsorienteret køreprogram – er ligesom med de øvrige 911-modeller også standard på Targa.

 

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: Porsche AG

Et designikon

Den første 911 Targa blev præsenteret på den internationale biludstilling i Frankfurt i efteråret 1965. Det særlige koncept med en sikkerhedsbøjle og aftageligt tag var Porsches reaktion på de amerikanske trafikmyndigheders varslen om et forbud mod den klassiske cabriolet – et forbud, som bekendt aldrig blev effekturet, og i 1982 blev den første 911 Cabriolet præsenteret. Men Targa forblev i modelprogrammet og var med sin tagplade og faste bagrude et praktisk og mere helårsanvendeligt alternativ til den traditionelle åbne bil. Desuden blev 911 Targa snart et designikon med den karakteristiske sikkerhedsbøjle i rustfrit stål. Bøjlen er stadig et vigtigt element i den nyeste version af 911 Targa, hvor processen med at afmontere taget imidlertid er automatiseret, så du blot skal trykke på en knap – herefter løftes taget af og forsvinder ned under bagruden i en 19 sekunder lang øvelse, som synes imponerende at betragte.

Relaterede artikler

Turbo Power: Den hurtigste nogensinde

Den har skræmt, forarget og begejstret siden halvfjerdserne. Og nu er den tilbage igen. 911 Turbo S er den hurtigste Porsche nogensinde.

Læs mere

911 Turbo: Fra den første til den nyeste

Ingen kender Porsche 911 Turbo bedre end rallyelegenden Walter Röhrl. Den tidligere verdensmester og Porsche-testkører købte sit første eksemplar i 1979, og hans første firmabil hos Porsche var også en 911 Turbo. Her tager tyskeren et kig på alle syv generationer af den ikoniske model.

Læs mere

Tour de København: Porsche 911 Carrera S

Den seneste generation af Porsche 911 er både den kraftigste, hurtigste og mest digitale version af modellen, som kom til verden 1963. Vi tog den med rundt til steder i Københavnsområdet, som også byder på ikoner, historier og konstant udvikling.

Læs mere