6. maj 2021

Drømmer du om en karriere som racerkører? Så er den nye 911 GT3 Cup et godt sted at begynde. Vi giver en walkaround om den nye, brutale racerbil fra Zuffenhausen.

Video: Den nye 911 GT3 Cup

2021 05 porsche magasin 911 gt3 cup billede 01.jpg

2021 05 porsche magasin 911 gt3 cup billede 02.jpg

Den ekstra hardcore version

Man skulle ikke tro det. Men der findes faktisk en Porsche, som er endnu hurtigere end en 911 GT3. Og det er den nye 911 GT3 Cup. Det er racerversionen af den mest puristiske 911-model, du kan købe til gaden. Den bliver født i Zuffenhausen, Stuttgart, sammen med alle de andre, men i transformationen til en ekstra hardcore racerbil gøres den endnu lettere, endnu bredere, endnu lavere – und zu weiter. Resultatet er en af de mest eftertragtede racerbiler blandt motorsportens unge sportsvognstalenter – eller modne entusiaster, som har mod på at dyrke noget seriøs motorsport i weekenden.

Porsche Carrera Cup er verdens mest succesfulde mærkeserie, og den blev introduceret i 1990, hvor vinderen af mesterskabet var Olaf Manthey, grundlæggeren af Manthey Racing, som i dag er Porsches officielle motorsportspartner. I dag køres der Carrera Cup-mesterskaber i et utal af lande og regioner, blandt andet i Skandinavien, foruden verdensmesterskabet, Porsche Supercup. Den danske racerkører Bastian Buus er en af de unge talenter, som i år udfordres i den tyske serie, Carrera Cup Deutschland.

Endnu mere aggressiv

Uanset land er konceptet det samme. Alle kørere er bag rattet i den samme udgave af Porsche 911 GT3 Cup. Og i 2021 er der en helt ny generation på banen. Det er syvende version i rækken, og den bygger på den lige så nye 992-generation af gadeversionen GT3. Og hvis designerne og ingeniørerne i motorsportsafdelingen blev bedt om at gøre den endnu mere aggressiv at se på, end forgængeren, så har de løst opgaven til fulde. Den nye GT3 Cup er nemlig blevet udstyret med det ekstra brede Turbo-karrosseri, som med de ekstra svulmende bagskærme og store luftindsugninger bag dørene får den til at syne lige så brutal som RSR-topmodellerne fra klassikere som Le Mans, Daytona og Sebring.

Downforce, altså det lodrette pres, som vindstrømmene skaber på bilen, når den er i fart, er enhver racerkørers våde drøm. Og på dét område er der skruet op for trykket med den nye, store bagvinge, der sammen med den brede frontspoiler er med til at give den nye 911 GT3 Cup endnu mere downforce, og dermed også mere greb end nogensinde. Og mere greb betyder mere fart.

2021 05 porsche magasin 911 gt3 cup billede 04.jpg

 

2021 05 porsche magasin 911 gt3 cup billede 03.jpg

En brugervenlig racerbil

På forgængeren, 991-generationen, bestod chassiset af 70 procent stål og 30 procent aluminium. På den nye er denne fordeling omvendt. Dørene, motorhjelmen og bagvingen er lavet af kulfiberforstærket plastik mens alle ruderne er lavet af ultralet polycarbonat. At den så alligevel vejer 35 kilo mere end den gamle GT3 Cup-racer skyldes blandt andet, at sikkerheden er styrket med ekstra stålrør i sikkerhedsburet. Samtidig er der nu en lem i loftet, så redningsmandskabet kan hejse dig direkte op fra sædet i tilfælde at et voldsomt crash – igen en feature, som er hentet fra de hurtigste racerbiler fra Porsche.

I cockpittet er enhver form for komfort naturligvis kraftigt nedprioriteret. Gadeversionen af 911 GT3 Cup er i forvejen spartansk indrettet sammenlignet med de øvrige 911-modeller, men i Cup-versionen bærer kabinen endnu mere præg af at være en arbejdsplads for kørere, der jagter tiendedele på racerbanen. Brugervenligheden er ikke desto mindre løftet, blandt andet med et nyt rat, som ligner noget fra en Formel 1-racer, et ekstra stort display i instrumenthuset samt et såkaldt ‘Rubber Switch Panel’ med 10 store knapper, som du nemt kan aktivere med kørehandsker på – og som er taget direkte fra prototypen 919 Hybrid.

510-hestes boxer uden turbo

Og sidst, men naturligvis ikke mindst, er den nye 911 GT3 Cup stadig udstyret med en sekscylindret boxermotor uden turbo. De fire liters slagvolumen yder omkring 510 hestekræfter. Du vækker dem til live med en trykknap. Omdrejningsbegrænseren cutter automatisk ind ved 8.750 rotationer i minuttet – og den sekstrins, sekventielle gearkasse håndteres ved hjælp af paddles bag rattet. Faktisk er 911 GT3 Cup lige så nem og godmodig at betjene som en hvilken som helst anden 911. I hvert fald indtil du når enden af pitlane...

Tekst: Nikolaj Karlshøj
Foto: Porsche AG; Video: Field Production

2021 05 porsche magasin 911 gt3 cup billede 05.jpg

2021 05 porsche magasin 911 gt3 cup billede 06.jpg

Relaterede artikler

911 GT3: Når drifterne slippes løs

Syvende generation af den mest baneorienterede 911 har mere tilfælles med racerbilerne end nogensinde.

Læs mere

Nu skal Bastian i kamp mod de hurtigste

Den kun 17-årige Bastian Buus står overfor sit livs udfordring, når han skal forsøge at vinde den tyske Porsche Carrera Cup, som anses for at være den hårdeste i verden.

Læs mere

17 år og helt suveræn: Bastian Buus er europamester i GT4

Den unge danske Porsche-kører Bastian Buus har som en af de yngste kørere nogensinde kørt sig til et mesterskab i den europæiske GT4-serie.

Læs mere