• Porsches 4. modelrække - den nye Porsche Panamera er en unik firesæders model der i design, profil og silhuet ikke blot er betagende, men også imødekommer nogle forventninger du slet ikke vidste, du havde. Sportslige køreegenskaber, et generøst og foranderligt interiør og sublim kørekomfort er blot et fåtal af de mange facetter i Porsche Panamera. Med 1.931 millimeter i bredden er Porsche Panamera bredere end andre sammenlignelige firedørs-varianter, men med 1.418 millimeter i højden er modellen også lavere. Den umiskendelige slanke GT silhuet kommer for alvor til sin ret gennem den samlede længde på 4.970 millimeter og de sportslige udhæng både for og bag. I stil og detaljer følger Porsche Panamera design-filosofien, der er forfinet gennem årtier med Porsche 911 og succesfuldt implementeret i Porsche Boxster, Porsche Cayman og Porsche Cayenne.

    Porsches nye firedørsmodel, Panamera, tilbyder en hel ny følelse af plads og kørekvalitet ved alle fire individuelle sæder. Kabinen er domineret af midterkonsollen, der løber fra instrumentbordet gennem kabinen og videre om mellem de to bagsæder. Interiøret har en optimal sideergonomi for såvel chauffør som passagerer med en lav sportslig sideposition og en grad af personligt frirum ved alle pladser.

    Udover de klassiske Porsche værdier, kan Porsche Panamera skræddersyes efter kundernes individuelle ønsker helt ned til mindste detalje. Det bløde naturlæder findes i 13 forskellige farver og kombinationsmulighederne i interiøret er mange med blandt andet muligheden for tofarvede løsninger, syv interiørfarver samt paneler i kulfiber eller oliventræ. Som ekstraudstyr tilbydes fuldautomatisk klimaanlæg med fire individuelle zoner, ligesom det er muligt at tilkøbe adaptive el-justerbare sportsbagsæder og et High-End Surround Sound System fra den tyske specialist Burmester med 16 højtaler og en effekt på mere end 1.000 watt.

    Porsche Panamera modellerne er ikke kun overlegne rent køredynamisk, også bagagerummets størrelse og dets anvendelsesmuligheder sætter nye standarder i segmentet. Under den store bagklap er der muligt at laste fire kufferter oprejst, hvilket letter adgangen til dem væsentligt. I alt er der plads til 445 liter i Porsche Panamera S og 4S, mens bagagerumskapaciteten i Porsche Panamera Turbo er 432 liter. Nedfældes de to bagsæder øges pladsforholdene til hele 1.250 liter.

    Porsche Panamera Turbo er udstyret med en 4,8 liters V8-motor, hvor to turboer hæver effekten til 500 hk og firehjulstræk og Porsches dobbeltkoblingsgearkasse PDK bliver standard. Det sikrer en acceleration fra 0-100 km/t på kun 4,2 sekunder og en tophastighed på 303 km/t. Alligevel klarer Porsche Panamera 8,2 km/l med et CO2-udslip på 286 g/km.

    V8-motoren er i alle variationer udstyret med direkte benzinindsprøjtning, en blok støbt i lette materialer samt bevægelige dele med nedsat friktion. Samtidig vil alle modeller, der leveres med Porsche PDK dobbeltkoblingsgearkasse være udstyret med Porsches nye "Start-Stop"-funktion, der automatisk slukker motoren, når bilen bringes til standsning f.eks. ved et trafiklys.